Studiejobbet løste de hjemmefra, uddannelsen foregik på Teams, og det sociale liv begrænsede sig til den klaustrofobiske boble. Men nedlukningen har ikke kun konsekvenser, mens den står på. Den kommer til at give en blind vinkel for en hel generation af nyuddannede på et jobmarked, hvor de menneskelige kompetencer fylder mere og mere.Et nyt kuld af praktikanter starter i Randstad i løbet af januar, og jeg bliver berørt af deres hudløst ærlige fortællinger om det sorte hul, der har været i deres studie- og jobliv under corona. Flere har siddet i deres etværelseslejlighed i næsten to år og kæmpet med ensomhed og ensformige dage. Sandheden er desværre, at det fortsat kommer til at påvirke dem. Flere unge kommer ud på arbejdspladser med et socialt hul og har store forventninger til det kollegiale samvær. Ofte med risiko for at blive skuffede. Vi har et ansvar som arbejdsgivere for at give dem en blød landing. Vi skal være bevidste om, at der kommer tusindvis af unge ud i virkeligheden uden den store føling for det menneskelige touch på en arbejdsplads. Så kan man fristes til at spørge, om det virkelig er så vigtigt med den erfaring? Det korte svar er ja.Arbejdsgivere kigger langt mindre på karakterbladet og interesserer sig mere for erhvervserfaring og ikke mindst de bløde kompetencer som sociale evner, personlighed og energi. Uddannelsen er stadig en vigtig adgangsbillet, men i højere grad en hygiejnefaktor. Moderne ledere vil have teamplayers, der løfter arbejdspladsen – ikke bare med viden, men med humor, drive og fornemmelse for strukturer. Og her kommer en hel generation ud med minus på kontoen fra dag 1.Det vil være en fejl at forvente, at de unge medarbejdere forstår de strukturelle koder fra start. I stedet må man være ekstra opmærksom – og tålmodig – for at få det bedste ud af de unge kræfter. På plussiden får vi en generation ud på markedet med afsindig stærke digitale kompetencer, indfødt forståelse for remote teamwork og måske det mest omstillingsparate kuld af talenter nogensinde. Det kan være en gave, hvis vi som arbejdsgivere formår at gribe dem – det er vores ansvar.
