Udspillet til den længe ventede iværksætterpolitik kom i onsdags. Endelig. Mens optimismen har været høj, var tålmodigheden også ved at være spist op af udsættelser.
Udspillet, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) stod i spidsen for, indfriede umiddelbart manges forventninger. Erhvervsorganisationerne udtrykte generelt glæde over udspillet og markerede samtidig deres aftryk. Også mange iværksættere, med undtagelser, udtrykte optimisme på SoMe.
Jeg selv blev både positivt overrasket og skuffet. Udspillet med 41 initiativer rammer bredt. Politikkerne har lyttet, og det skal de have ros for, selvom jeg personligt og fagligt godt kunne ønske, at iværksætterforskere var (mere) inddraget.
Mange af de oplagte lavthængende frugter er høstet; altså barrierer, som er nemme og billige at fjerne, f.eks. indførelse af bagatelgrænse på 3,5 timer pr. uge for arbejde under barsel for selvstændige.
Og der er også initiativer, der understøtter den spirende underskov og hverdagsiværksættere, som er hele fundamentet for en vedholdende og stærk iværksætterkultur.
Et ønske, jeg selv har udtrykt flere gange.
Generelt er det svært at pege på initiativer, der mangler.
Det skulle da lige have været fraværet af iværksætteri, i det mindste som valgfag, på universiteterne. Mens der i udspillet er fokus på at styrke iværksætteri på stort set alle uddannelsesinstitutioner, er det fraværende på universiteternes curriculum.
Her er fokus udelukkende på inkubationsmiljøer, kommercialisering af forskning, m.v. – altså aktiviteter uden for uddannelserne selv.
“De initiativer, der fremlægges, er nok nødvendige for at blive verdens bedste iværksætterland, men slet ikke tilstrækkelig
Jeg tror, iværksætteri skal mere ind i selve uddannelserne, hvis universiteterne skal lykkes med at indlejre et entreprenant mindset blandt studerende og forskere. Også fordi mange universitetsstuderende senere i livet ender som iværksættere.
Sidst så jeg gerne, disse midler kom ud at arbejde direkte i universitetsmiljøerne for at fremme kontinuiteten, frem for det bliver projektdrift styret af Fonden for Entreprenørskab (FFE), som ellers gør et fint stykke arbejde.
Min største kritik er dog det overdrevne skattefokus. Hele 58 pct. af budgettet (665 mio. kr.) går til skattelempelser. “Skatten fra helvede”, “fantomskatten”, aktiebeskatning m.v.
Mens der er fornuft i afskaffelsen af “skatten fra helvede” og “fantomskatten”, ligner forhøjelsen af progressionsgrænsen for aktieindkomstskat fra 61.000 kr. til 80.000 kr. helt almindelig skattepolitik.
Der er ingen tvivl om, at investorerne er glade, specielt småinvestorerne. Men man kan ikke vurdere en iværksætterpolitik på, om investorer, eller for den sags skyld iværksættere, er tilfredse. I sidste ende afhænger det af, om det kommer Danmark til gode.
Den nye aktieindkomstskat vil næppe hjælpe iværksættere, fordi der for investorer ikke er indbygget noget incitament til at flytte deres investeringer til små, nye risikofulde iværksættervirksomheder.
Skattelempelsen er generel, og det er svært at se, hvordan det giver mere risikovillig kapital hos iværksætterne, og hvordan de lavere beskattede investeringer ikke blot ender i traditionelt store, etablerede virksomheder og i investorernes lommer.
Det er for mig at se helt almindelig kapitalindkomstpolitik pænt pakket ind i iværksætterpolitik. Jeg synes, iværksætterpolitikken er taget som gidsel i en anden agenda.
Overskriften på udspillet er “Et iværksætterland i verdensklasse”. Det giver deja-vu, fordi det er en gammel VK-regeringsambition tilbage fra 2005.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen skrev, “at Danmark i 2010 skal være i den europæiske elite på iværksætterområdet” og blandt de samfund i verden med flest nystartede vækstiværksættere i 2015. Det var og er en urealistisk ambition, som nok nærmere er symbolsk end reel.
De initiativer, der fremlægges, er måske nok nødvendige for at blive verdens bedste iværksætterland, men slet ikke tilstrækkelig.
Det vil kræve en fundamental kulturændring over årtier – og fokus er lige nu på økonomiske incitamenter og ikke meget på kulturændring.
