Mange virksomheder og investorer (for ikke at tale om politikere og embedsmænd) har en naiv opfattelse af esg som noget godt, og i nogle tilfælde som den eneste rigtige kurs for fremtiden. Tilslutningen er ofte baseret på et oprigtigt engagement i bæredygtighed, men det viser sig desværre ved nærmere eftersyn, at esg er en mere broget størrelse, end man tror.
Et vigtigt bidrag til en bedre forståelse er at huske på, hvem der opfandt begrebet esg. Det gjorde Goldman Sachs og andre store finanshuse i 2004 i en rapport til FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan.
Der er i sig selv ikke nødvendigvis noget galt i, at Goldman Sachs m.fl. sætter en dagsorden, men det er alligevel værd at løfte et øjenbryn.
Blev den internationale finansverden pludselig overvældet af godgørenhed, eller var den ude på at tjene penge? Goldman Sachs har tidligere med stor fortjeneste lanceret idéen om BRIK-landene, der bl.a. indebar, at man (gerne med hjælp fra Goldman Sachs) skulle investere meget mere i Rusland og Kina, hvilket jo senere har vist sig at være problematisk for både investorer og virksomheder.
Et andet bidrag til forståelsen er den stadigt skarpere konkurrence i international kapitalforvaltning, der ligesom detailhandlen sættes under pres af discountløsninger.
I kapitalforvaltning kommer discountløsningerne fra billige indeksfonde (f.eks. de såkaldte exchange traded funds), der sparer omkostningerne til aktiv forvaltning, men alligevel opnår et tilfredsstillende afkast.
For de gamle internationale finanshuse er discountmodellerne et stort problem, og løsningen er ligesom i detailhandlen at finde på noget nyt – specialprodukter, hvor der er mindre gennemsigtighed, mindre konkurrence, højere honorarer og bedre indtjening.
Det er her esg kommer ind i billedet.
For der er ingen, der rigtig forstår, hvad esg er, ud over en vag fornemmelse af at det sikkert er noget med klima, børnearbejde og FN’s bæredygtige udviklingsmål. Der er mange forskellige ratings, der ikke er enige. Det er derfor næppe nogen tilfældighed, at verdens største kapitalforvalter – Blackrock – slår på tromme for esg.
“Løsningen ligger heldigvis ligefor. Man kan skrotte esg og styre direkte efter mere objektive bæredygtighedsmål som CO2, vandforbrug, gennemsnitsløn, diversitet m.v.
De tjener nemlig ulig meget mere på deres esg-fonde end på deres almindelige investeringsprodukter, og samtidig kan de markedsføre sig på at redde verden. Det er altså helt rigtigt, som fondens direktør Larry Fink skriver, at Blackrocks esg engagement ikke er godgørenhed, men rendyrket kapitalisme.
Det er naturligvis heller ikke et problem at tjene penge, hvis man i øvrigt gør noget godt for samfundet. Desværre viser det sig dog, at esg-investeringer i mange tilfælde ikke er bæredygtige – tværtimod. Begrebet er simpelthen for mudret til at investere.
For eksempel påviser et studie (og vores egne foreløbige resultater), at virksomheder med højere esg-vurderinger udleder mere (ikke mindre) CO2.
Hvis man investerer i de 25 pct. højest esg-ratede firmaer, kommer man – i modsætning til hvad de fleste ville tro – til at anbringe sine penge i virksomheder med højere CO2-udledning og langsommere nedbringelse af selvsamme emissioner. Men man kan fortælle bestyrelsen, at man investerer i esg og på den måde være med på noderne.
Forvirring giver altså rige muligheder for “greenwashing”, hvilket nok passer nogle virksomheder og investorer meget godt.
Man kan i høj grad selv påvirke sine ratings ved at sætte de rigtige krydser de rigtige steder i skemaerne, f.eks. ved at angive at man har de rigtige procedurer og politikker – og det er der nogle banker, der gerne hjælper med.
Så der er en vis fælles interesse mellem virksomheder og investorer på dette område, så længe det ikke går op for nogen, at det hele bygger på et urigtigt grundlag.
Kyndige professorer verden over har kritiseret esg helt ned til sokkeholderne, og selv formanden for SEC (det amerikanske finanstilsyn), Jay Clayton, har advaret mod begrebet. Man kan håbe på, at den finansielle sektor er blevet klogere og vil finde på noget bedre.
Løsningen ligger heldigvis ligefor. Man kan skrotte esg og styre direkte efter mere objektive bæredygtighedsmål som CO2, vandforbrug, fosfor, personaleomsætning, gennemsnitsløn, arbejdsulykker, diversitet m.v.
Det er måske besværligt, fordi det tvinger bestyrelserne til at tage stilling til, hvad der er vigtigt frem for at overlade afgørelsen til ratingfirmaerne. Men det sikrer, at bæredygtighedsindsatsen er transparent og troværdig.
