Der er kamp om arealerne i Danmark. Mange interesser og hensyn strides om de 42.952 kvadratkilometer, vi har til rådighed. Her kan nævnes; behovet for boliger og infrastruktur, grundvandsbeskyttelse, landbrug, industriens aktiviteter, etablering af energiparker samt klimatilpasning – og ja, så er der hensyn til natur og biodiversitet, som er en af hjørnestene i den grønne trepartsaftale.
For år tilbage fastslog en rapport fra fonden Teknologirådet, at vi allerede havde lagt planer for 140 pct. af Danmarks areal. Siden er det besluttet i den grønne trepart, at der skal etableres 250.000 hektar ny skov, og at 140.000 hektar lavbundsjorde delvist skal omlægges til natur.
I dag ved vi – også i kraft af grøn trepart – at store helhedsplaner og sammentænkning af synergier imellem mange hensyn bliver en kongedisciplin, som vi er nødt til at lykkes med.
Det efterlader kun én mulighed, hvis arealkabalen og de mange hensyn skal gå op i en højere enhed: Vi er nødt til nogle gange at kunne flytte på naturen i planlægningen af fremtidens Danmark. Her kan erstatningsnatur være et redskab, som kan hjælpe os på vej.
Hvad er erstatningsnatur?
At bruge erstatningsnatur – eller erstatningsbiotoper som det også kaldes – er et kendt værktøj i værktøjskassen. Men det bruges for sjældent. Muligvis fordi det lyder kontroversielt, svært, eller fordi der mangler erfaringer på området.
Hvis man er nødt til at ødelægge et naturområde, f.eks. fordi man skal gennemføre et anlægsprojekt af samfundsmæssig betydning, kan påvirkningen kompenseres ved, at myndighederne giver dispensation til, at bygherren anlægger ny natur – af minimum tilsvarende naturmæssig værdi – et andet sted som erstatning.
Erstatningsnatur skal anvendes klogere og i større omfang, end det er tilfældet i dag
Men det kræver tid at skabe naturkvalitet og biodiversitet på erstatningsarealer. Ikke alle naturtyper lader sig flytte eller genetablere sådan uden videre. Det gælder for eksempel højmoser, som er en naturtype, der kræver helt særlige forhold og lang tid at danne (+1000 år).
Derfor kan erstatningsnatur ikke altid sikre, at alle påvirkninger fra et anlægsprojekt kompenseres, og derfor sættes der ofte krav om f.eks. det dobbelte areal af erstatningsnatur for at begrænse en samlet forringelse af naturen.
Det kan vi opnå med erstatningsnatur
Erstatningsnatur kan være en god idé som et værktøj til at lykkes med samfundskritiske anlægsprojekter og sikre fremdrift inden for f.eks. klimatilpasning og energiomstilling. Det er dog en ufravigelig forudsætning, at løsningen af naturhensynene i ethvert projekt begynder som én af de allertidligste faser på lige fod med f.eks. anlægsprojektets økonomiske rammer.
Erstatningsnatur kan samtidigt også bidrage til, at vi får flere store, sammenhængende naturområder, som netop er det, Danmark mangler allermest. Vi ved, at det er store funktionelt sammenhængende og uforstyrrede naturområder som for alvor forøger biodiversiteten – og ikke mange små usammenhængende naturområder.
Det kræver dog, at myndighederne er indstillet på, at erstatningsnatur kan placeres dér, hvor det giver den største biologiske effekt. I dag prioriterer man i stedet ofte, at erstatningsnaturen placeres tæt på de arealer, der gives dispensation til at påvirke.
Vi skal på den måde arbejde videre med tankegangen fra naturbeskyttelsen, som vi f.eks. kender fra Natura 2000. Netop i og omkring Natura 2000-områderne kan det give god mening, at naturen samles og konsolideres. Det lyder ikke særlig ‘naturligt’, tænker du måske? Men forskning peger på, at de store sammenhængende naturområder ofte er en forudsætning for at opnå høj naturkvalitet.
Men hvad med økonomien?
Mange anlægsprojekter er nødvendige for den grønne omstilling. Det gælder kabelanlæg, CO2- og brintledninger, solceller, vindmøller, klimatilpasning og meget andet.
Der er talrige eksempler på, at projekter forsinkes og fordyres på grund af naturbeskyttelse. Det fører til enorme ekstraudgifter for både projektudviklere og samfundet. F.eks. vurderer Energinet omkostningerne ved forsinkelserne af den kritiske gasledning fra Norge til Polen gennem Danmark (Baltic Pipe) til ca. 600 mio. kr.
Vi er nødt til nogle gange at kunne flytte på naturen i planlægningen af fremtidens Danmark
Forsinkelserne havde afsæt i projektets manglende hensyn til naturen, som klagenævnet påpegede, og dette er blot ét af mange eksempler, hvor udgifter og forsinkelser sandsynligvis kunne være delvist undgået, hvis naturen var indtænkt bedre fra projektstart.
Potentialet for økonomi, der kan overføres fra projekter til naturbeskyttelse, er stort. Ved en omkostning på f.eks. 150.000 kr. pr. hektar vil alene omkostningen ved forsinkelsen af Baltic Pipe-projektet kunne finansiere erstatningsnatur på ca. 4000 hektar.
Vi har set det lykkes
Måske kan proaktiv brug af erstatningsnatur være en del af løsningen, som i nogle tilfælde kan hjælpe projekter hurtigere på vej og øge tempoet i den grønne omstilling.
Det er selvfølgelig hårdt, når naturen må vige – men vi kommer ikke uden om, at erstatningsnatur kan være et nødvendigt værktøj i den svære opgave, som Danmark står over for. Vi mener, at anlæg af erstatningsnatur skal anvendes klogere og i større omfang, end det er tilfældet i dag.
Og måske vigtigst: Når erstatningsnatur bruges som kompensation, skal erstatningsarealerne placeres, hvor de giver den største biodiversitetsværdi for pengene.
Som rådgivere har vi ofte set, at erstatningsnatur kan være til gavn for både natur og bygherre, hvis naturhensynene tænkes ind proaktivt og som en designparameter for projektet. Vi ser en vej, hvor vi kan opnå at komme i mål med den komplekse planlægningskabale, få naturområder af høj kvalitet og gennemføre nødvendige anlægsprojekter som f.eks. klimatilpasning og energiparker. Samtidigt.
