Det danske pensionssystem er berømt for at levere pensioner som både sikrer, at der kun er få fattige pensionister, og at indkomsten før og efter pensionering står i et rimeligt forhold til hinanden.
Modellen, som har ført til dette, er tostrenget: dels offentlige pensioner, som sammen med den livslange ATP-pension sikrer en bund under pensionen, og dels private arbejdsmarkedspensioner, som sikrer gode dækningsgrader på tværs af indkomstfordelingen, så de fleste ikke oplever en stor nedgang i levestandarden i forbindelse med pensionering.
Så vidt så godt, for nok scorer systemet højt i internationale sammenligninger, men det har også haft sin pris. Systemet er nemlig med rette blevet kritiseret for at være vanskeligt at gennemskue for såvel borgerne som eksperter.
Vi har fået et fair og finansielt robust pensionssystem, men det er kommet med en alvorlig bivirkning i form af stor kompleksitet. Og der findes desværre ikke en simpel Ford-T-model, som løser alle kravene, der stilles til pensions systemet.
Der er altså tale om en svær balanceakt mellem ofte modstridende hensyn.
Et af de centrale hensyn er en rimelig fordeling. Dette har ført til en modregningsmodel, som sikrer, at jo mere man har selv, jo mindre kan man få fra det offentlige system. I praksis er dette udmøntet således, at de offentlige pensioner består af et grundbeløb og en række behovsafhængige tilskud, herunder pensionstillæg, ældrecheck og boligydelse.
Det betyder, at de økonomisk dårligst stillede kan få mest, og de bedst stillede må nøjes med grundbeløbet.
Hvis alle skulle have de fulde beløb, ville det være simpelt at gennemføre, men presset på de offentlige finanser ville blive for stort. Derfor er sigtet med målretningen at nå de fordelingspolitiske mål til det mindst mulige træk på de skattefinansierede ydelser. Men målretning skaber en række problemer. Hvem skal have, og hvor meget de skal have?
Det er politiske beslutninger, men det betyder en række regler og betingelser, der er med til at komplicere pensionssystemet.
Målretningen har også incitamentseffekter, som påvirker beslutninger om opsparing og tilbagetrækning. For de personer, hvor modregningen er af betydning, fører øget opsparing eller en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet til større private pensioner, men til gengæld reduceres de offentlige ydelser.
Samlet mindsker dette incitamentet til opsparing og til senere tilbagetrækning. Dette går imod ønsket om at øge opsparing og tilskynde til senere tilbagetrækning.
Modregningsproblemet er i de senere år blevet mindre som følge af ændringer i skattereglerne. Til gengæld er reglerne blevet endnu mere komplicerede.
Dertil kommer, at principperne for beskatning af pensionsopsparing er blevet rodet sammen. I Danmark er hovedreglen, at pensionsindbetalinger er fradragsberettigede, og at beskatningen sker i forbindelse med udbetalingen. Det gælder dog ikke alle ordninger, herunder den såkaldte aldersopsparing, som i 2013 afløste kapitalpensionen.
Endvidere gælder særlige fradragsregler, der afhænger af ens aktuelle alder i forhold til pensionsalderen. Reglerne er så komplicerede, at det er umuligt bare at skitsere dem i denne kronik.
Til gengæld er det værd at fremhæve en positiv, men ofte overset effekt af målretning og modregning.
Det drejer sig om en indirekte forsikringsordning, som virker på følgende måde: Hvis ens private pension er lav på grund af perioder med arbejdsløshed eller et lavt afkast, gør de offentlige pensioner – via de indtægtsafhængige tillæg – at faldet i de private pensioner bliver modvirket af højere pension fra det offentlige for pensionister med lave eller moderate indkomster.
Forsikringen virker gennem hele livet, og de udsving, der måtte være, bliver opfanget af det offentlige system. Denne mekanisme virker omvendt, så længe man er i modregningsintervallet, når markedsforholdene er mere gunstige. Kort sagt er samspillet med de private og offentlige pensioner med til at give den enkelte mere sikkerhed, og denne egenskab virker også stabiliserende på hele økonomien.
Der er således en række grunde til, at pensionssystemet er kompliceret, men der er gode grunde til at overveje, om det kan forenkles og gøres mere gennemskueligt for borgerne.
Tillid til de fremtidige pensioner er helt afgørende, og de offentlige pensioner udfordres af en aldrende befolkning. I den forbindelse er der gennemført en række reformer, hvoraf den vigtigste er forhøjelser af pensionsalderen, så den nu er indekseret til udviklingen i levetiden. Det betyder, at kravene til finanspolitisk holdbarhed i Danmark er opfyldt.
Det betyder grundlæggende, at de nuværende regler og ordninger kan opretholdes, selvom der bliver flere ældre. Det er helt centralt, men ikke en given ting. Mange lande har endnu ikke fået gennemført de nødvendige reformer for at håndtere en aldrende befolkning.
Den finanspolitiske holdbarhed tolkes ofte meget bastant i den politiske debat, men det er ikke sikre penge i banken.
Det afhænger både af, at der politisk er vilje til at holde fast ved indekseringen af pensionsalderen, og det afhænger af, at tilstrækkeligt mange ældre så øger den faktiske tilbagetrækningsalder.
