EU har nu tilsyneladende en signifikant lavere vækstrate end både USA og Kina, hvilket i stigende grad har fået en markant politisk bevågenhed. Men, hvad er faktum i denne debat, og hvorfor spiller regulering en sådan central rolle?
EU’s væksttal er et matematisk gennemsnit for 27 lande med i alt 446 mio. indbyggere og med en årlig gennemsnitlig BNP-vækstrate på 1,6 pct. siden år 1996.
Men dette tal dækker over store regionale forskelle, hvor de fem nordiske lande, i den samme periode, havde en gennemsnitlig bnp-vækst på 2,2 pct. Denne økonomiske succes er bemærkelsesværdig, da flere af disse lande (Danmark, Norge og Sverige) allerede var nogle af de rigeste lande i Europa i starten af perioden.
“Regulering af fremtidens vækstsektorer, uden at der er nogen form for dokumentation for, at de er skadelige, er ganske enkelt tragisk
Samtidig er de nordiske lande, ifølge IMD og IMF, nogle af de mest konkurrencedygtige nationer globalt set, men denne position er uden tvivl truet, hvilket bl.a. er fremhævet af en række ledende nordiske erhvervsledere, som f.eks. Lars Rebien Sørensen (Novo Nordisk Fonden), Börje Ekholm (Ericsson) og Nicolai Tangen (Den Norske Oliefond).
Spørgsmålet er, om Norden kan lede EU i den rigtige retning, eller om Norden bliver fanget i lavvækstfælde og grundet overregulering havner i en position, hvor “overregulering driver Europa til at blive irrelevant og på vej mod at blive et museum”, som Börje Ekhom har sagt.
Fundamentalt set er den nordiske succes bygget på fire centrale elementer: en stærk innovationskraft, adgang til frie markeder, effektive myndigheder baseret, hvor der er bred tillid mellem interessenterne samt dynamiske kapitalmarkeder.
Der er nu for denne fundamentale og værdiskabende nordiske model en reel risiko for, at den bliver ødelagt grundet regulering med vidtrækkende konsekvenser for den nordiske økonomiske velstand og samfundsudvikling i de kommende år.
Regulering af fremtidens vækstsektorer, uden at der er nogen form for dokumentation for, at de er skadelige, er ganske enkelt tragisk og vil medføre tab af vores konkurrenceevne.
USA’s dominerende position inden for centrale områder som f.eks. digitale forretningsmodeller, kapitalmarkeder, AI samt Kinas tilsvarende dominerende position inden for mange andre segmenter, inklusive elbiler og solceller er alle klare advarsler til Europa.
Den nordiske succes er ikke kun skabt gennem innovationskraft, men er også en unik corporate governance model baseret på tillid, ingen accept af nepotisme eller korruption, ofte med nogle klare værdier (soft law) samt effektiv myndighedsbehandling.
Denne model er i stigende grad udfordret af en centralistisk, regelbunden og ikke markedsbaseret tilgangsvinkel i EU-systemet, hvor der er ingen dokumentation eller er analyser for den reelle værdiskabelse af den nye lovgivning. Det er både bekymrende og ironisk set givet, at hele EU’s succes og fundament for det indre marked er baseret på de fire grundlæggende friheder (varer, tjenesteydelser, personer og kapital).
En advarsel, og den berygtede kanariefugl i kulminen, er bl.a. udviklingen i den finansielle sektor. Den har været ramt af en flodbølge af regulering siden 2008, hvor der alene i Danmark er, ifølge Finanstilsynet, implementeret over 15.000 sider af ny lovgivning.
Mens intentionerne uden tvivl har været gode og med til at sikre, at man kan undgå en gentagelse af finanskrisen, er dette sket uden nogen form for reel evidens for den faktiske markedsmæssige- eller økonomiske effekt.
De nordiske tilsynsmyndigheder er i stigende grad opgivende, hvilket bl.a. Louise Mogensen (adm. direktør, Finanstilsynet) og Nina Dietz Legind (Formand, Finanstilsynet) begge har givet udtryk for.
Man har på ingen måde, hverken national eller i EU, analyseret og vurderet, om den lovgivning, som trådte i kraft i intervallet 2008 til 2015, overhovedet havde den ønskede effekt. Spørgsmålet er ikke afregulering som sektoren ofte drømmer om, men snarere at der kommer en debat om relevant regulering. Denne debat vil også været påkrævet i mange andre sektorer.
Vækst, innovation og den grønne omstilling vil alle kræve adgang til effektive kapitalmarkeder, og på trods af mange gode politiske intentioner sakker Europa bagud. Ligeledes vil en aldrende befolkning, alt andet lige, i både Norden og i EU bidrage til lavere økonomisk vækst i fremtiden.
Vi har i øjeblikket et EU-system, som er meget kortsigtet, kontrolfokuseret og besat af bureaukrati, hvilket EU-taksonomien er et trist eksempel på.
Der ligger derfor et meget stort ansvar hos de nordiske regeringer i at forklare vores alternative model, som er særdeles attraktiv og værdiskabende for alle interessenter. Hvis det ikke lykkes, er der en ægte risiko for, at vi alle i Norden i sidste ende bliver kustoder på et europæisk frilandsmuseum
