Jeg har for nyligt været i en Twitter-diskussion med bl.a. Søren Pind om, hvad vi kan gøre ved den høje inflation. Herunder om hvorvidt en justering eller endda opgivelse af fastkurspolitikken kunne give mening.
For sagen er jo, at 1) Inflationen er alt for høj og et kæmpe problem og 2) På grund af fastkurspolitikken er det ret begrænset, hvad danske politikere i dag kan gøre ved den. De kan selvfølgelig stramme finanspolitikken, men Danmark har allerede relativt gode offentlige finanser, og økonomien er allerede på vej ned – i høj grad på grund af inflationschokket.
“En justering, eller forandring, skal ikke bruges som en hovsaløsning på et inflationsproblem
Derfor idéen om at den danske fastkurspolitik – som reelt har været vores pengepolitiske regime med uændret kronekurs siden 1987 – skulle laves om som en del af indsatsen for at dæmpe inflationen.
Jeg er skeptisk overfor idéen. Norge og Sverige har som bekendt helt flydende valutakurser og dermed maksimal frihed til at drive deres egen pengepolitik. Og de har haft næsten præcis den samme stigning i forbrugerpriserne som Danmark og EU-området.
Hvis en anderledes dansk pengepolitik end fastkurspolitikken skulle have hjulpet, kræver det med andre ord, at vi tror på, at Danmarks Nationalbank skulle have kunnet agere mere forudseende end Riksbanken og Norges Bank. Det er selvfølgelig muligt. Men det er ikke, fordi vi har opbygget meget pengepolitisk erfaring i Danmark, eftersom vi jo har udliciteret pengepolitikken til først Bundesbank og nu til ECB i 35 år.
Jeg ved godt, at andre lande som f.eks. Schweiz har lavere inflation. Men det er næppe sandsynligt, at den danske krone havde fulgt schweizerfrancen, hvis den havde været frit flydende. Og det er ikke, fordi dansk energipolitik har fokuseret på uafhængighed, vandkraft og selvforsyning de seneste 30 år. At udvælge Schweiz som sammenligningsland er biased ønsketænkning.
Endelig er der en masse risici for uforudsete konsekvenser ved at pille ved troværdigheden om en fastkurspolitik, der har kørt uændret i 35 år. Hvis Danmark f.eks. opskrev den danske krone med 10 pct. til en ny fast kurs, ville det skabe forventninger om yderligere justeringer i fremtiden. Og dermed pres på kronen. Og det ville med et slag udhule danskernes pensioner yderligere – for der er ikke mange pensionskasser, der har forsikret deres porteføljer mod en revaluering.
Jeg synes, der er god grund til at diskutere det danske pengepolitiske setup. Men en justering, eller forandring, skal ikke bruges som en hovsaløsning på et inflationsproblem, som det alligevel er for sent at adressere nu. Og jeg vil egentlig hellere have, at danske politikere koncentrerede sig om at gøre Danmark mere produktivt og konkurrencedygtigt.
For i den sidste ende er det langt mere afgørende for danskernes købekraft og velstand, end hvilket pengepolitisk regime vi kører med. Det er i virkeligheden noget af det bedste ved fastkurspolitikken: at den fjernede en af de nemme løsninger i dansk økonomisk politik og dermed refokuserede politikere på de sværere, vigtigere og mere langsigtede problemer.
