Anbefalingerne for god fondsledelse spiller en vigtig rolle som ledetråd for bestyrelsesarbejdet i danske fonde, men det virker som om, der ikke altid bliver lyttet til dem. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt anbefalingerne skal opdateres.
Bestyrelsesformanden (forpersonen) er ikke nogen selvstændig agent og kan kun handle på bestyrelsens vegne, når bestyrelsen har givet fuldmagt til det.
Det er en grundsætning i både fonds- og selskabsret, så det er helt nødvendigt, at bestyrelsesformænd i både fonde og selskaber sikrer sig bestyrelsens opbakning, når der skal træffes beslutninger. Navnlig tidligere direktører har svært ved det, fordi de direktører i vidt omfang selv kan træffe beslutninger, for eksempel i personalesager og lønspørgsmål.
Men det kan de altså ikke som bestyrelsesformænd, fordi bestyrelsen er et kollektivt organ.
I de mange fonde, der ikke har en direktør, og hvor fondens bestyrelse derfor har kollektivt ansvar for den daglige ledelse, er der tale om en vanskelig balancegang. Fondsbestyrelsen har svært ved at udøve dette ansvar uden at delegere opgaven, der så typisk tilfalder formanden.
Det anbefales p.t. at aftale den slags fra sag til sag, hvilket nogle i kampens hede glemmer eller vælger at glemme. Et alternativ er at bede fondsbestyrelserne aktivt tage stilling til, hvilke typer opgaver formanden (inden for lovgivningen) kan løse på vegne af fonden. En sådan formandsfuldmagt kan gøre det klarere, hvad en formand kan og ikke kan.
Bestyrelsesmedlemmer i fonde aflønnes med et fast bestyrelseshonorar, der ikke må overstige, hvad man plejer at få for tilsvarende hverv i fonde eller selskaber af tilsvarende slags. Det er nemt at forstå hvorfor, hvis fondsbestyrelsen selv fastsætter sine honorarer, hvilket kunne udarte sig til et tag-selv-bord.
Af samme grund må fondsbestyrelsesmedlemmer heller ikke uddele til sig selv. Fondsbestyrelser kan derfor ikke give sig selv eller enkelte medlemmer fratrædelsesbonus.
Desværre har Komitéen for God Fondsledelse været noget uklar i mælet på dette område. Man skriver godt nok i anbefaling 3.1.1.: “Det anbefales, at medlemmer af bestyrelsen i erhvervsdrivende fonde aflønnes med et fast vederlag”, men i kommentaren hedder det: “Vederlag omfatter således løn, bonus eller lignende ordninger”.
Komitéen understreger også, at fondsbestyrelsesmedlemmer godt kan deltage i optionsprogrammer i datterselskaber, hvor de indgår i direktionen. Der kan oven på ovennævnte sag være grund til at stramme op på denne anbefaling, hvilket jeg også tror, komitéen vil gøre.
Fondsbestyrelsen kan derimod fastsætte bestyrelseshonoraret i datterselskaber, som den finder hensigtsmæssigt ud fra overvejelser om, hvad der bedst tjener datterselskabets og dermed fondens interesser.
Der er tale om et aftalespørgsmål, hvor det sagtens kan være hensigtsmæssigt og nødvendigt at hæve honoraret for at få den rigtige forperson. Forudsætningen er dog, at medlemmer af datterselskabets bestyrelse eller direktion ikke går igen i fondsbestyrelsen, idet de herved kunne udnytte deres bestemmende indflydelse til at omgå anbefalingen om en normal, fast aflønning.
Der er ikke grund til at ændre fondslovgivningen. Man ændrer jo heller ikke færdselslovgivningen, fordi nogen får en bøde for at overtræde hastighedsgrænserne. Det er tværtimod udtryk for, at lovgivningen virker efter hensigten.
Det er klart, at der kan være brug for at hæve bøderne, hvis for mange overtræder reglerne, men det ser ikke ud til at være tilfældet på fondsområdet.
Problemet i fondsbestyrelserne er ikke, at de får for høje honorarer, snarere tværtimod. Mange får slet ikke honorar, og de, der gør, får typisk mindre end halvdelen af, hvad man får i børsnoterede selskaber af samme størrelse. Det er et problem, fordi det signalerer, at arbejdet i fondsbestyrelserne er mindre vigtigt og mindre krævende end i selskaberne.
Resultatet kan blive, at vi ikke får de bedste bestyrelsesmedlemmer i de erhvervsdrivende fonde, der betyder så meget for dansk erhvervsliv. Forudsætningen for, at erhvervsfondene kan udøve aktivt ejerskab og give bestyrelserne i deres selskaber et kvalificeret modspil, er jo, at de har de allerbedste og ikke kun de næstbedste bestyrelsesmedlemmer.
Der vil altid ske fejl. Nogle er bange for, at møgsager smitter af på fondenes renommé, ligesom sagen om Nordic Waste siges at smitte af på hele erhvervslivets omdømme.
Men der findes ikke nogen virkelighed, hvor man kan undgå fejl, og hvis man forsøger, vil det handlingslamme samfundet. Vi ser for eksempel også fejl i medierne, men hvis man skulle undgå dem helt, ville det kræve en censur, som ingen ønsker.
