De seneste måneder er der skrevet et hav af artikler om en nødlidende kinesisk økonomi i de danske og vestlige medier.
Men 82 pct. af kineserne har positive forventninger til vækst i verdensøkonomien og er de top-3 mest positive i verden – og mere positive siden forrige års Ipsos-måling.
Kinesisk ejendomskrise, ungdomsarbejdsløshed og kapitalflugt trækker jævnligt overskrifter herhjemme. Burde det ikke få kinesernes forventninger til 2024 til at dale? Sådan forholder det sig ikke.
Jo, der er store problemer på vigtige områder i Kina. Boligsalget er faldet med en tredjedel. Nybyggeriet er faldet med 60 pct., og gældsniveauet er på 288 pct. af bnp.
Aktiemarkedet er halveret, siden det toppede i 2021. Det er voldsomt. Men på trods af de dystre tal, regner Den Internationale Valutafond (IMF) med kinesisk vækst i år på imponerende 4,6 pct.
Det er langt højere end de halvtriste 0,9 pct. i Europa og beskedne 2,1 pct. i USA.
De europæiske lande ligger også i bund med forventninger. De mest positivt stemte er polakkerne, hvor 56 pct. har positive forventninger til 2024 mod kun 40 pct. i Tyskland og 33 pct. i Frankrig.
Kun 34 pct. af vores svenske naboer tror, at 2024 vil være bedre end forrige år.
Ud fra ovenstående skulle man tro, at Europa trak flest overskrifter om krise.
Danmark var ikke en del af undersøgelsen og vil nok ligge højere end Sverige og Tyskland, men stadig langt fra Kina, da Danmark kun kan takke Novo Nordisk for, at økonomien ikke er i nulvækst.
Ja, det går nedad for Kina, men det er fra meget høje niveauer.
En del af Kinas problemer skyldes, at europæiske forbrugere køber færre kinesiske produkter, fordi det går skidt i Europa.
Det er ikke en skåltale for Kina eller opfordring til at investere i landet, men heller ikke et fraråd. Men husk perspektivet: Kina er, på trods af problemer, stadig verdens vækstmotor.