ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Er aktivt ejerskab sort skalkeskjul for investeringer i olieselskaber?”

Ifølge Det Internationale Energiagentur er det i direkte modstrid med Paris-aftalens mål, når selskaber etablerer nye olieprojekter. Arkivfoto: Nf/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Ifølge Det Internationale Energiagentur er det i direkte modstrid med Paris-aftalens mål, når selskaber etablerer nye olieprojekter. Arkivfoto: Nf/Nf-Nf/Ritzau Scanpix Scanpix Danmark

De danske pensionsselskaber investerer fortsat i fossile selskaber med løftet om at gøre dem grønnere, men passer det?

Når det kommer til at være klimabevidst, er de danske pensionsselskaber foran branchen i udlandet. Det er bl.a. på grund af deres investeringer i havvind. Alligevel investerer nogle danske pensionsselskaber stadig massivt i fossile selskaber, der ikke har ordentlige planer om at omstille sig, og som fortsætter med at oprette nye olie- og gasfelter.

Netop etableringen af nye olie- og gasprojekter er noget, som Det Internationale Energiagentur, IEA, og FN’s Klimapanel, IPCC, har dømt i direkte modstrid med Paris-aftalens mål om at holde klodens temperaturstigning under 1,5 grader.

Ifølge klimaaftalen fra Paris i 2015 skal verdens regeringer sikre, at de offentlige og private investeringer understøtter målene i Paris-aftalen.

Det betyder bl.a., at pensionsselskaber og banker skal sørge for, at de er med til at øge investeringerne i den grønne omstilling og udfase investeringerne til fossil energi. Men det virker ikke, som om danske pensionsselskaber føler sig bundet af Paris-aftalen.

Idéen om at påvirke branchen indefra er i teorien fin. Men hvor meget rykker det rent faktisk?

Så hvorfor fortsætter pensionsselskaberne deres olie- og gaseventyr i stedet for at sælge de fossile selskaber fra, som tydeligvis ikke har en forretningsmodel, der er forenelig med Paris-aftalen?

Her trækker pensionsselskaberne ofte argumentet om aktivt ejerskab: at det er bedre, at grønne og klimabevidste pensionsselskaber investerer i olie- og gasselskaber, så de kan påvirke selskaberne indefra til at blive grønnere.

Et andet brugt argument fra pensionsselskaberne lyder: hvis vi frasælger vores investeringer, så vil aktierne bare blive købt af mindre klimabevidste investorer.

Det lyder jo i bund og grund meget godt. Men desværre er realiteterne dog, at langtfra de fleste pensionsselskaber lever op til deres løfter om aktivt ejerskab.

Ingen handling

En håndfuld danske pensionsselskaber har frasolgt en stor del af deres investeringer i olie- og gasselskaber, fordi de ikke troede på, at selskaberne ville blive grønne.

Men flertallet af de danske pensionsselskaber beholder deres investeringer. I stedet lover de at udøve aktivt ejerskab og påvirke virksomhederne indefra. Samlet set har de danske pensionsselskaber stadig investeret mere end 25 mia. kr. i olie-, gas- og kulselskaber.

Samtidig viser en ny rapport fra Ansvarlig Fremtid, at når det rent faktisk kommer til at udøve aktivt ejerskab, f.eks. ved at fremsætte og stemme for klimaforslag på selskabernes generalforsamlinger i 2023, ja, så halter handlingen langt efter ambitionerne.

Data viser, at klima kun drøftes og sættes til afstemning på 15 pct. af de fossile selskabers generalforsamlinger. Og selv når der er klimaforslag til afstemning, så kniber det for danske pensionsselskaber at stemme for forslag om øget klimahandling.

Blandt andet har PKA, Danica Pension og PFA, som er nogle af de pensionsselskaber, der har flest penge investeret i fossile selskaber, ikke engang stemt for halvdelen af de klimaforslag, som Ansvarlig Fremtids rapport har undersøgt.

Tomme ord

Idéen om, at man vil påvirke branchen indefra, er i teorien fin. Men kigger vi på tal og fakta, er det svært at se, hvor meget det rent faktisk rykker på den fossile sektor. Især når man dykker ned i olie- og gasindustriens egne tal. I 2022 havde sektoren et historisk højt overskud.

Ifølge IEA var det dog kun 0,5 pct. af dette overskud, industrien brugte på at investere i grøn teknologi. Andre tal fra Bloomberg viser, den fossile sektor over de seneste syv år har bidraget med sølle 2 pct. af de globale grønne investeringer.

Så med et så lille bidrag, som sektoren leverer til den grønne omstilling, er det stærkt tvivlsomt, om branchen overhovedet er interesseret i eller evner at omstille sig. Og når flere pensionsselskaber halter efter med at yde effektivt aktivt ejerskab, hvorfor fortsætter visse pensionsselskaber så med at forsvare deres fortsatte investeringer ved at bruge argumentet om aktivt ejerskab?

Måske ligger svaret i kroner og øre? For krigen i Ukraine har forårsaget historisk høje energipriser, hvilket i 2022 var med til at sende priserne på både olie, gas og kul i vejret. Fossile investeringer har derfor i en periode været en god investering.

Men over for kunderne og omverdenen udsteder man et løfte om “aktivt ejerskab”, et løfte, som altså desværre mere er tomme ord end det er reel handling, og som i sidste ende er til stor skade for vores alle sammens klode og klima.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis