Sammen med klimaforringelser er energi blevet et centralt emne for Europas fremtid. EU er kommet relativt uskadt gennem energikrisen, der af Moskva var tænkt til at bringe Europa i knæ. Strategier for at imødegå den situation har primært været etablering af nationale planer for sol, vind og varmepumper og opbygning af naturgasreserver. Efter sommerens skovbrande og oversvømmelser er der opstået ægte bekymring for det globale klima.
EU’s naturgasreserver er på et historisk højt niveau: i juli tæt på 90 pct. – svarende til en samlet årlig stigning på 20 pct. Den forestående vinter og usikkerhed om fortsatte russiske gasleverancer pr. rørledninger kan imidlertid kaste EU ud i en ny krise.
Der er områder, hvor vi er kommet godt fra start, men de grønne energivirksomheder har vanskeligt ved at konkurrere på pris alene. Udfordringerne er massive. Der skal prioriteres. Tyske energimyndigheders pris og valg af vindmølleleverandører til et megaprojekt på 7 GW har kastet vindindustrien ud i en krise med konsekvenser for brint, forskning og udvikling. For den samlede grønne omstilling i EU.
I USA offentliggjorde præsident Joe Biden nyligt de første resultater af klimaprogrammet, Inflation Reduction Act (IRA). Blot et år efter starten har hightechprogrammet mobiliseret hele 400 mia. dollar ud af 783 mia. til klima og energisikkerhed. Bl.a. udmøntet i skattekreditter, lån og subsidier til ledende globale virksomheder, der flytter til USA.
Der er i programmet over 100 storskala projekter inden for energisikkerhed og klima. Investorerne ser ud til at komme fra primært EU og Asien, uden for Kina (Sydkorea, Japan). IRA vurderes af USA’s regering potentielt at kunne levere den “pull-factor”, der vil flytte epicentret for den grønne industri fra EU til USA.
Krigen mod Ukraine har tvunget EU til at reagere. EU-Kommissionen har foreslået en Net-Zero Industry Act og yderligere lovgivning for at styrke konkurrenceevnen, den grønne modstandskraft, adgang til råvarer og sjældne mineraler. Det er emner, som ikke mindst Kina har en offensiv tilgang til. På baggrund af diplomatiske bestræbelser har EU styrket de transatlantiske bånd yderligere og kører nu en balanceret debat om Kina. Europa er i øjeblikket en nettoimportør af Net-Zero energiteknologier, med omkring en fjerdedel af elbiler og batterier, og næsten alle solcellepaneler og brændselsceller importeret, hovedsageligt fra Kina.
Siden Berlinmurens fald og krigen i Ukraine har EU styrket forholdet til de østlige naboer. Sidste år etablerede Ursula von der Leyen og Joe Biden en energisikkerheds-taskforce med det formål at hjælpe Europa fri af russisk gas. Biden-regeringen garanterede 15 mia. kubikmeter naturgas.
På den anden side har fred, velstand og demokrati svært ved at slå rødder i Nordafrika og Mellemøsten. Der er konflikter med autoritære regimer. I Niger har militæret taget magten, og i lande som Somalia og Sudan går det den forkerte vej.
Paramilitære grupper er en voksende trussel mod de skrøbelige, mineralrige lande i Sahel. Migration over det centrale Middelhav udvikler sig til en semipermanent krise.
Der er to årsager til, at energisikkerhed bør have en central placering i vores energi- og klimapolitik. For det første er Europas udfordringer fælles udfordringer. For det andet er løsningerne de samme som dem, der blev enighed om med Paris-aftalen i 2005.
På de niveauer er der imidlertid behov for at videreudvikle værktøjer på områder, hvor Europa og USA er markedsledende.
Det inkluderer sol, vind og brint (power-to-x), men også en ny sammenhængende infrastruktur. Amerikansk protektionisme i forbindelse med overgangen til klimaneutrale teknologier kan føre til fragmentering og underminering af energi- og klimasikkerheden i Europa.
Danske virksomheder opererer på markeder, der er mere usikre end tidligere.
Det sætter dem under pres. Europa har skabt grønne vindteknologier. Det er ikke kommet gratis. Skal Europa fortsætte det spor og have an aktiv vindindustri, bør lovgiverne tilbyde produktionsvilkår, der gør det muligt.
Det er ikke sket ifm. udbuddet i Tyskland.
En vis statslig subsidiering er uundgåelig. Der er behov for statslig aktivisme ifm. en infrastruktur, der skal binde de grønne teknologier sammen. Der er brug for teknologier og markeder, der mindsker sårbarhederne.
Det er tid til at træde på speederen, hvis klimamålene skal nås.
