Danmark har i årtier investeret tungt i informationsteknologi, og det har gjort os til en af verdens mest digitaliserede nationer. Men medaljen har en bagside: Tid og omkostninger løber fra os i et omfang, der begrænser de offentlige it-projekters nettogevinst.
Nu digitaliserer vi jo ikke bare for at bruge penge. Vi investerer offentlige midler for at få noget tilbage – såsom øget effektivitet, færre administrative byrder for erhvervslivet eller digital borgerservice.
Så i lyset af Finansministeriets seneste budgetredegørelse, hvor man fandt ud af, at over 70 pct. af statens it-projekter er forsinkede, og 11 projekter har sprængt deres budget med over 50 pct., er det nærliggende at spørge:
Får vi nok samfundsværdi ud af de skattekroner, vi bruger på offentlig digitalisering? Og hvorfor sprænger mange af projekterne deres tids- og budgetramme?
For nogle måneder siden besøgte jeg Singapore sammen med en række offentlige topchefer. Her mødtes vi med folk i deres ministerier og styrelser, og her spurgte en fra vores delegation ind til Singapores praksis omkring økonomistyring. Først da spørgsmålet blev gentaget for tredje gang forstod vores værter, hvor vi ville hen.
Jo, de styrer skam udgifterne med sikker hånd. Men styringen i sig selv finder de ret uinteressant. Det vigtige for singaporeanerne er derimod at holde fokusere skarpt på projekternes samfundsværdi.
Den er det primære – alt andet er sekundært. Besøget gjorde indtryk, fordi Singapores tilgang er anderledes end den måde, vi ofte griber tingene an på i Danmark.
Vores projekter udspringer naturligvis også af et ønske om at forbedre samfundet, men undervejs glider vores fokus for meget over på politiske detailhensyn, risikovurderinger, overkomplicerede konsulentanalyser, udbudsprocesser og snæver fokusering på cost m.v.
Vi bliver for optagede af projekternes spilleregler og glemmer at prioritere vores beslutninger ud fra den ønskede samfundsværdi. Det er derfor, vi ofte ender i scenarier, hvor “operationen lykkedes, men patienten døde”.
Som jeg ser det, har vi brug for at ændre vores mindset og styringspraksis, så det først og fremmest er de ønskede samfundsgevinster, der styrer vores arbejds- og beslutningsprocesser. Her er syv bud på hvordan:
“Tid og omkostninger løber fra os i et omfang, der begrænser de offentlige it-projekters nettogevinst
1. Politikernes stærkeste kort er, hvordan de bevilger penge. Skift til mere etapeinddelt betaling. Først når en etape har indfriet forventningerne, bør der frigives midler til den næste. Det vil holde leverandørerne bedre i ørerne og begrænse antallet af juridiske slagsmål.
2. Vi skal blive bedre til at udvælge og prioritere de projekter, der både skaber stor samfundsværdi og lav kompleksitet. Fra dem kan vi opsamle viden, der gør os bedre til at takle de mere komplicerede.
3. Aktørerne omkring den offentlige digitalisering bruger store ressourcer på at afdække formel risiko i lange, indviklede kontrakter. Brug i stedet nogle af de dem på at vurdere projekternes reelle risici.
4. Staten har for mange store digitaliseringsprojekter i gang på samme tid. Det gør det endnu sværere at bevare overblikket.
5. Staten har ofte en tendens til at “ville selv”. Det gør mange projekter mere omfattende, end de behøver at være. Vi bør i højere grad fokusere på at bygge på eksisterende digitale platforme.
6. Reducér kompleksitet – i stedet for at øge den. I softwarebranchen er det en kendt sag, at høj kompleksitet er fjende nummer ét. Men selvom det fra politisk side kan virke logisk at “slå flere fluer med ét smæk”, så øger det kompleksiteten, og det er en farlig kurs.
7. Sænk ambitionsniveauet. Rom blev ikke bygget på en dag. Mange offentlige it-projekter har alenlange kravsspecifikationer. Sæt ambitionerne ned i starten, og føj mere avanceret funktionalitet til hen ad vejen.
Lad os tage ved lære af Singapore. Lad os ændre vores mindset og styringspraksis, så vi først og fremmest fokuserer på de ønskede samfundsgevinster – på at sejre frem for at diskutere spillereglerne til døde. Det kan måske lyde selvfølgeligt, men det er det ikke.
Blandt andet fordi det kræver et farvel til “big it”. Det vil sige alt for komplekse projekter, der skal kunne alverdens ting allerede i version 1.0, og som derfor har budgetter i milliardklassen. Vi kan ikke overskue dem, og det er medvirker til, at vi bliver mere optagede af selve operationen end patientens overlevelse.
