Som et af de næste skridt i Danmarks grønne omstilling sendes otte enorme havvindmølleparker i udbud i de danske farvande over de næste år. Det indebærer store perspektiver for Danmark og vores vindmølleindustri. Det er afgørende for den grønne omstilling af Danmarks energisystem og forsyningssikkerhed, at der i de kommende år leveres en effektiv og pålidelig udbygning af havvind herhjemme.
I Danmark har havvindudbuddene gennem de seneste årtier været tilrettelagt ét ad gangen. Nu venter inden længe massive udbud på mellem 9 og 14 GW havvind. Det er ikke blot fire gange så meget havvind, som i dag står i de danske farvande. Det er samtidig første gang, at adskillige havvindmølleparker udbydes på samme tid.
Det bliver en milepæl for Danmark, og det er en enormt interessant udvikling for os som udviklere af havvindmølleparker. Der er dog én ting, der undrer os. For når vi skal aflevere vores bud, så bliver der lige nu ikke taget højde for, at staten kan ende i en situation, hvor én udvikler vinder størstedelen eller samtlige af de udbudte havvindmølleparker.
“Hvis én udvikler sætter sig på hovedparten af de kommende udbud, medfører det en afhængighed
Det er i vores øjne en risikabel model. For hvis én udvikler sætter sig på hovedparten af de kommende udbud, medfører det en afhængighed, der skaber risiko for forsyningssikkerheden ved f.eks. nedbrud som følge af cyberangreb. Samtidig vil staten og danskerne blive afhængige af, at udvikleren kan få alle Danmarks milliardprojekter leveret til tiden og til prisen. Med andre ord: Staten risikerer at lægge for mange æg i samme kurv.
De seneste år har den globale vindmølleindustri været udfordret. Kigger man ud i verden, vil man finde flere projekter, der er blevet voldsomt besværliggjort af markante forandringer i markedet såsom store prisstigninger, problemer i leverandørkæden og øgede kapitalomkostninger. Nogle projekter er endda blevet indstillet. Det er ikke optimalt – hverken for udviklere eller de lande, der skal omstille energiforsyningen.
Netop derfor foreslår vi en risikospredning i de kommende udbud af havvindmølleparker herhjemme. Ved at lægge en begrænsning på, hvor mange havvindmølleparker enkelte udviklere kan vinde, sikres diversificering i markedet. Man vil dermed skabe større sikkerhed for, at alle havvindmølleparker rent faktisk etableres til tiden. Det vil i sidste ende også komme dansk industri og forbrugere til gode gennem lavere elpriser.
Det vil derfor være godt for både Danmark og branchen med langsigtet risikospredning i de kommende udbud. Konkret foreslår vi, at der indlægges såkaldte “win limits”, hvor en enkelt udvikler maksimalt kan vinde en vis andel af de udbudte projekter.
Et sådant loft over, hvor mange projekter en enkelt aktør kan vinde, er en effektiv måde for staten at sprede risiko og sikre en mere effektiv og pålidelig udbygning af havvind i de kommende år på. Umiddelbart kan løsningen tilmed implementeres rent administrativt og vil derfor ikke resultere i en forsinkelse af udbuddene.