Lige nu mærker vi alle sammen – eller i hvert fald langt de fleste af os – inflationen hårdt. Prisen på vores mad stiger hele tiden, og tusinder af danskere går i frygt for den næste el- eller varmeregning.
Jeg mangler ikke noget. Som medlem af Folketinget har jeg en mere end udmærket indkomst, men alligevel tog jeg mig selv i at stoppe op forleden, da jeg var ude at handle. Én bakke æg – ikke skrabeæg vel at mærke – 59 kr.
59 kr. Jeg købte dem ikke. Og hvis jeg fravælger helt almindelige madvarer, fordi prisen er blevet vanvittig, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det føles at gå gennem supermarkedet, hvis man allerede skulle spare, inden energikrisen pustede voldsomt til inflationen.
For er der altså langt fra et Folketingsmedlem til en lavtlønnet arbejder eller en folkepensionist i dag. Alt for langt.
Det er i virkeligheden dét, energikrisen har blotlagt for os alle sammen.
Efter mindre end et års stigende inflation og tårnhøje energipriser står tusinder og atter tusinder af danskere tilbage uden nogen idé om, hvordan de skal komme helskindede igennem det her.
Så da jeg så det spørgsmål, der udgør præmissen for den her kronik – “Hvordan vil du bringe dansk økonomi og danskerne bedst muligt gennem de næste år?” – kunne jeg ikke lade være med at læse den første del af spørgsmålet et par gange.
Det er dansk økonomi, der skal få os bedst muligt igennem de næste år – ikke omvendt. Det er sådan set svaret på hele spørgsmålet. For opgaven er altså ikke at lappe vores ulighedsskabende, rovdriftende og fremmedgørende økonomiske model igennem endnu en krise.
Og i første omgang er opgaven sådan set heller ikke at få dansk erhvervsliv – som jeg mistænker er dét, man virkelig mener, når man snakker om “dansk økonomi” – statsstøttet igennem de næste år.
Nej, opgaven er at tænke længere end næste krise. At være modige og turde eksperimentere, så vi kan skabe den næste økonomiske model – en økonomi, der arbejder for os mennesker.
“Vi skal bryde med fastkurspolitikken, så vi har fuld kontrol over pengepolitikken, og så er vi nødt til at lægge alle de ulighedsskabende, neoliberale økonomiske dogmer, vi kender, på hylden
Der har som ypperste formål – før noget andet – at sørge for, at vi kan leve meningsfulde liv, uden frygt for om huslejen kan betales, og maden bringes til bordet, hvis man i en periode står uden for arbejdsmarkedet.
Det betyder ikke, at vi ikke med det samme skal hjælpe dem, der har det svært lige nu. Det skal vi absolut.
Problemet med de akutte hjælpepakker direkte til de mest nødlidende, som er den eneste reelle løsning for de mennesker, er, at det risikerer at skubbe yderligere til inflationen.
Men det er de omstændigheder, vores økonomiske model har budt os. De penge er vi nødt til at trække ud et andet sted i økonomien.
Og det er her, vi skal tage det første skridt mod en ny model og en ny måde at tænke økonomi på.
For mens det i årtier har været de mest udsatte – dem uden for arbejdsmarkedet og de lavtlønnede – som har måtte betale for nedgangstider med lavere ydelser, beskårede dagpenge, hårdere krav og så videre, er det på tide, at vi vender det på hovedet.
Vi kan starte med at droppe alle de enorme infrastrukturprojekter, som Lynetteholmen og de nye motorveje, så vi ikke pumper de mange, mange milliarder ud i samfundet.
For jeg ved godt, at krisetider normalt handler om at holde alting så tæt på at være, som det plejer. Men “plejer” er ikke godt nok længere.
Det er det, vi plejer at gøre, som er grund til, at kriserne rammer de mange så hårdt. Vi skal bruge den her krise til at omstille.
Og det må gerne koste økonomisk vækst. Det skal koste økonomisk vækst, for vores jordklode kan ikke holde til mere vækst og overforbrug. Og det betyder også, at det kommer til at koste arbejdspladser i nogle sektorer, men der er endnu flere job i den grønne omstilling.
Hver eneste krise vi har stået i i de seneste årtier, har vi forsøgt at komme igennem med lappeløsninger, der kun har gjort samfundet mere ulige og bragt klimakatastrofen tættere på.
Klimakrisen pålægger os at omlægge hele samfundet – og det skal være lige nu og her.
Så når vi i Frie Grønne foreslår en markant og progressiv formueskat, en 25-timers arbejdsuge, en grøn jobgarantifond eller en demokratisering af kritisk infrastruktur – herunder de store energiselskaber – så er det ikke forslag, der skal stå alene.
Det er dele af en ny vision for Danmark, der skal skabe et bæredygtigt samfund for både mennesker og naturen.
Et samfund hvor vi sikrer omfordeling ved at gå målrettet efter formuerne og de passive indkomster, og hvor vi investerer for at gøre livet bedre for mennesker og ikke for at skabe stor profit for erhvervslivet og vækst i bnp.
Vi skal bryde med fastkurspolitikken, så vi har fuld kontrol over pengepolitikken, og så er vi nødt til at lægge alle de ulighedsskabende, neoliberale økonomiske dogmer, vi kender, på hylden.
Jeg har ikke svaret på, præcis hvordan Danmarks næste økonomiske model skal se ud. Det har jeg faktisk heller lyst til at bestemme, for det er noget, vi skal finde ud af sammen.
Der er skrevet mange spændende bud på nye bæredygtige økonomiske modeller de seneste år, og vi skal lade os inspirere af dem alle sammen.
Men én ting står fuldstændigt klart. Selvom det er unægtelig er en erkendelse, erhvervslivet og den økonomiske og politiske elite har svært ved at nå til: Økonomisk vækst og endeløs profitjagt hører fortiden til.
Økonomien kommer til at skrumpe i den nærmeste fremtid. Det er nødvendigt. Og dele af erhvervslivet kommer til at lukke helt. Det er kun naturligt.
Det er lige præcis dét, FN har bedt alle verdens lande om. Vidtrækkende og uden fortilfælde omstillinger af hele samfundet.
Det er nu, vi skal starte.
