I mine bestræbelser på at klarlægge Kammeradvokatens monopol tillod jeg mig i februar at spørge miljøministeren, hvorfor man havde valgt netop Kammeradvokaten til at undersøge et eventuelt ansvar i Nordic Waste-sagen, samt om man i øvrigt havde foretaget et udbud blandt andre advokater.
Svaret (spørgsmål 704) er en ordentlig kæberasler til samtlige danske advokatkontorer, der øjensynlig ikke kender til miljø- og selskabsret og i øvrigt må formodes at arbejde gabende langsomt:
“Kammeradvokaten har tidligere rådgivet Miljøstyrelsen om komplekse problemstillinger inden for det miljøretlige område. Problemstillingerne, der knytter sig til Nordic Waste-sagen, har været og er særdeles komplekse, hvorfor den løbende sagsbehandling har fordret hurtig behandling.
Antagelsen af Kammeradvokaten var nærliggende i henseende til det bestående kendskab til miljøretten samt bestående samarbejde om andre sager.
Miljøstyrelsen har gjort brug af kammeradvokataftalen. Dette har både været af hensyn til Kammeradvokatens indgående viden om miljøret samt af hensyn til det tidsmæssige aspekt i Miljøstyrelsens behov for rådgivning i den konkrete sag.
Da der er gjort brug af en eksisterende aftale, er dette i overensstemmelse med udbudsreglerne. Opgaven har således ikke været udbudt til andre.”
Det bliver med disse tåbelige og forkerte argumenter unægtelig vanskeligt for landets øvrige 4635 advokater at komme i betragtning ved kommende statsarbejde.
De pågældende har som bekendt 1) ikke tidligere har haft monopol på statens advokatarbejde, 2) har øjensynlig ikke indgående viden om miljøret og 3) kan slet ikke arbejde hurtigt.
Svaret illustrerer desværre ganske tydeligt, hvor vanskeligt det er at bryde et 88-årigt monopol, men ikke desto mindre vil jeg fortsat arbejde herpå til forhåbentlig glæde for primært skatteyderne, men også for landets øvrige advokater samt for et “Danmark i balance”.