Når vi fejrer Danmarks økonomiske succes og stærke konkurrenceevne, nævnes den danske arbejdsmarkedsmodel ofte som en af forklaringerne. Med rette. Det er naturligvis virksomhederne, deres medarbejdere og ledere, som konkret skaber økonomisk værdi. Men rammevilkårene sikres af et pragmatiske samarbejde mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Det kræver imidlertid kompetence hos begge parter. Og den mest tabubelagte trussel mod dansk økonomi i disse år er fagbevægelsens voksende udfordringer med at løfte opgaven.
Konstant sivende medlemstal hos de overenskomstbærende fagforeninger under FH er ved at nå et kritisk niveau. Senest vakte nye tal fra Danmarks Statistik opmærksomhed: Politiken ryddede forsiden for at gøre opmærksom på, at den berømmede danske model nu reelt organiserer under halvdelen af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked. At organisationsprocenterne for de offentligt ansatte fortsat er skyhøje, gør i virkeligheden blot problemet større, for det skaber en risiko for skævhed i den samlede fagbevægelse, hvor hensynet og forståelsen for erhvervslivet gradvist viger til fordel for umættelige ønsker om flere ressourcer og færre krav til den offentlige sektor.
