Med udgangen af 2023 blev EU’s institutioner enige om Lov om Kritiske Råvarer (CRMA), der stiller krav til produktion og åbner mulighed for at gardere danske virksomheder mod international uro og komplekse trusselsbilleder.
Initiativet ventes at få konsekvenser, bl.a. fordi det kommer samtidig med iværksættelse af kulstofmekanismen CBAM. Den mekanisme indfører afgifter på importerede varer med højt CO2-indhold.
I årene 2015-2017 var jeg som særlig rådgiver for EU’s udenrigschef med til at forhandle EU’s energi- og klimadiplomati. Ruslands ageren på naturgasområdet førte til nogle hårde erkendelser om behovet for en samlende global strategi for modstandsdygtighed. Derefter kom sanktionerne.
Erfaringen herfra er, at man ikke kan overlade tingene til markederne og ignorere især nationalstaters ageren. I dag vil mit råd til danske virksomheder være at engagere sig i de processer, der foregår for at sikre råvarer, bæredygtighed og infrastruktur.
CRMA er tænkt som en sikring af erhvervsinteresser. Tanken er, at vi i Europa lægger rammerne for støtte til nationale og internationale initiativer, og som trækker en lige linje til partnerskaber med bl.a. Afrika og Centralasien.
EU’s økonomi er påvirket af Ruslands invasion af Ukraine, svækket global efterspørgsmål og højere forbrugerpriser. Vi bevæger os ind på mere usikre markeder, samtidig som nye afhængighedsforhold opstår. Det er rammevilkårene. Den høje inflation er ved at komme ned, og aktierne har det godt. Største udfordring p.t. er derfor de geopolitiske spændinger omkring Ruslands krig, Israel/Hamas-konflikten og bekymring over, hvorvidt konflikten i Yemen kommer til at sprede sig.
Joe Biden har haft succes med Inflation Reduktion Act (IRA) og dermed med etablering af et amerikansk statsstøttemarked. USA er styrket af de indledende IRA-investeringer i nye produktionsanlæg og grønne løsninger.
For at forstå situationen korrekt skal vi tilbage til kampen om coronavaccinerne. Kommissionen tog initiativ til CRMA under indtryk af især kinesiske bestræbelser på at sikre råvarer og underbyde internationale markeder med sektorspecifikke statssubsidier, f.eks. elbiler. Trusselsbilledet er ændret. I Danmark er grøn omstilling blevet del af udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Den grundlæggende idé bag CRMA er at undgå, at nye coronascenarier udvikler sig (Kina m.fl. beslaglagde vacciner og beskyttelsesudstyr).
Det gik ud over produktionen, sammenhængskraften, konkurrencen i den internationale samhandel, globaliseringen og klimaet.
Europa skal styrke kapaciteten langs forskellige stadier af værdikæden og derigennem sikre EU’s:udvindingskapacitet(inden 2030 mindst 10 pct. af EU’s forbrug af strategiske råstoffer),forarbejdningskapacitet(mindst 40 pct. af EU’s forbrug af strategiske råvarer) og slutteligtgenanvendelseskapacitet(mindst 15 pct. af EU’s forbrug af strategiske råvarer).
For at diversificere råvareimporten skal intet tredjeland levere mere end 65 pct. af EU’s forbrug. Der sker en styrkelse af overvågnings- og risikobegrænsende kapaciteter og et velfungerende indre marked, der forbedrer bæredygtighed og cirkularitet. For store virksomheder indebærer det bl.a., at risikovurdering bliver obligatorisk for produktionskapacitet og forsyningskæder.
Globale Europa åbner muligheden for at tage reglobalisering ombord. Vi må bearbejde handelskapaciteten for at støtte væksten, beskæftigelsen og den bæredygtige udvikling.
I forhold til internationale partnerskaber som Globale Gateway Facility, der har fokus på den private sektor og finansieringsinstitutioner, ønsker Bruxelles synergi. Pengene i EU’s udviklingsbistand er massive. De skal ud at arbejde for de grønne mål. De skal spænde et sikkerhedsnet under private erhvervsinvesteringer.
Der er en uforløst værdi-pool, som danske virksomheder ikke udnytter. Men hvorfor er danske firmaer egentlig særligt godt positioneret til at få del i de midler? Svaret er bæredygtige løsninger for originalitet, logistik og digitalisering. Dansk erhvervsliv har også en lang historie som aktiv i Asien og Afrika.
Jeg mener, at danske virksomheder med fordel kan stille sig spørgsmål som: Sikrer vi os forsvarligt og strategisk til at imødegå problemer i forsyningskæderne? Orienterer vi os tilstrækkeligt i forhold til konflikter, der kan komme ud af kontrol?
