Når nogle af landets klimaeksperter skal mødes og tegne skitsen til fremtidens CO2-beskatning, så har jeg én klar appel, som I kommer til at høre mig gentage: Husk nu lønmodtagerne! Den grønne omstilling af Danmark er også fagbevægelsens projekt. Vi vil være med til at løfte opgaven og vil gøre det ansvarligt – ligesom vi har løftet ansvarligt under coronakrisen.
“At undgå ulighed er et mål i sig selv – men det er også en forudsætning for en legitim og langtidsholdbar løsning
Derfor har vi fremlagt en helhedsplan for en retfærdig grøn omstilling, som opfylder 2030-målet og foreslår klimaafgifter under hensyn til ulighed og konkurrenceevne.
I fagbevægelsen har vi ikke blot ekspertisen til at udtænke planer og løsninger – vi repræsenterer også virkeligheden. Fagbevægelsens Hovedorganisation er fælles talerør for 1,3 mio. murere, mekanikere, elektrikere, sygeplejersker, lærere, gartnere, kontoransatte, fabriksarbejdere og mange andre. Selvfølgelig skal lønmodtagernes stemme høres, når en ny klimaafgift skal udformes.
Hvis klimaafgiften for alvor skal virke, så bliver der tale om en markant omlægning i milliardklassen. Det får betydning for danske arbejdspladser og risikerer at øge uligheden. Vi har et interessefællesskab med erhvervslivet for så vidt angår beskyttelsen af danske arbejdspladser.
Vi skal udforme klimaafgiften sådan, at den medfører reel grøn omstilling og mindre udledning. Men det skal ikke føre til, at produktionen og udledningen bare flytter til et andet land, fordi Danmark går forrest. Anderledes er det med bekymringen for uligheden. Den deler erhvervslivet ikke. Her er fagbevægelsen bolværk mod, at en ny klimaafgift rammer socialt skævt. I arbejdet vil vi selvfølgelig bidrage konstruktivt, f.eks. med at fordele provenuet fra en klimaafgift på en retfærdig måde.
Når jeg skriver dette, er det ikke min intention at ridse skarpe skillelinjer op mellem os lønmodtagere og erhvervslivet. Men jeg mener, at alle parter har noget at skulle have sagt.
En klimaafgift er en kæmpe forandring for både virksomheder og lønmodtagere. Hvis vi ikke rammer en balance, som alle kan se sig selv i, så risikerer opbakningen til klimaafgifterne og selve omstillingen at smuldre.
At undgå ulighed er et mål i sig selv – men det er også en forudsætning for en legitim og langtidsholdbar løsning.
Så kære skatteminister og eksperter: Når man skal finde den rette formel for en klimaafgift, så husk lønmodtagerne.
