Det går hurtigt med modebølgerne i erhvervslivet. Esg – en uskøn forkortelse af “environment”, “social”, “governance” – er knap nok kåret som virksomhedernes nye ABC, før man i Economist kunne læse, at “s” og “g” skulle skæres væk til fordel for et enkelt “e”-mål: “emissions” (CO2-udledning).
Verdens største kapitalforvalter – Blackrock – har nedtonet sin miljøaktivisme efter republikansk kritik for at politisere, og navnlig efter Ukraine-invasionen har det vist sig dyrt for investorerne at fravælge fossile brændstoffer eller våben i deres aktieporteføljer. Tilliden til “win-win” – at kunne frelse verden og samtidig få et overnormalt afkast – er blevet undermineret.
“Hverken selskaberne eller investorerne kan outsource deres ansvar for en bedre verden, men de kan vælge, hvad de vil stå inde for
Det amerikanske finanstilsyn er med rette bekymret for kvaliteten af de esg-ratings, som investorerne benytter sig af, og som nogle kapitalforvaltere bruger til at udbyde dyre investeringsprodukter.
Esg-målingerne blander alle mulige indikatorer sammen i en pærevælling. Problemet er, at de enkelte informationer er meget overfladiske, og det bliver ikke bedre af, at man lægger dem sammen og tager gennemsnittet. Garbage in, garbage out, som man plejer at sige.
Forskningsverdenen har ikke været mindre hård ved esg-målene. Førende regnskabsprofessor David Larcker fra Stanford kalder dem et “kompas uden retning”. Jonathan Macey fra Yale peger på, at esg-forvirringen i nogle selskaber kan bruges til at skjule dårlig performance.
Selskaber med høje esg-ratings har vist sig ikke at være bedre end andre uden at give et højere afkast. Tværtimod retter ratingfirmaerne dem løbende til, så det efterfølgende ser ud, som om de kan bruges til at forudsige aktiekurserne – og samtidig tjener gode penge på at sælge dem til de stakkels investorer, der bliver snydt, så vandet driver af dem.
Det er altså tid til eftertanke.
Esg skal i skraldespanden, men globale udfordringer som klima og biodiversitet forsvinder ikke af den grund. Hverken selskaberne eller investorerne kan outsource deres ansvar for en bedre verden, men de kan vælge, hvad de vil stå inde for, når de erklærer deres formål.
Virksomhedsformål kommer altså til at afløse esg. Stålproducenter og shippingfirmaer, der udleder meget CO2, har et særligt ansvar, mens det som udgangspunkt ser anderledes ud i en bank, medmindre de har særligt mange af den slags lån i bøgerne.
Meget taler altså for, at både virksomheder og investorer skal koncentrere sig om at forbedre verden netop der, hvor de er mest kompetente og kan gøre den største forskel: i deres kerneforretning. Hvad der er væsentligt for den ene virksomhed, er ikke nødvendigvis væsentligt for en anden, og det betyder, at standardinformationer som esg er ubrugelige i den sammenhæng.
Som sådan er der ikke noget galt med mere information. I sin nye bog “Purpose and Profits” argumenterer George Serafeim fra Harvard for, at de voksende krav til bæredygtighed i høj grad er drevet af øget gennemsigtighed. Virksomhederne kan ikke længere gemme sig og må regne med, at alle dårlige historier ret hurtigt ser dagens lys.
En anden væsentlig drivkraft er ifølge Serafeim ikke bare virksomhedernes ledelse, men i høj grad også de menige medarbejdere, der er motiverede af at kunne bidrage til en bedre verden. Navnlig de unge millennials – der aldrig selv har haft ledelsesansvar – er nådesløse i deres kritik, hvis der går noget galt.
Til gengæld er de virkelig flittige til at ytre sig på de sociale medier.
Der er heller ikke noget galt i at indhente mere information, så længe informationerne har en tilstrækkelig kvalitet, og så længe brugerne forstår at vurdere kvaliteten – og med andre ord kan tage dem med et gran salt, før de tager beslutninger.
De informationer, der tæller, er dem, der er væsentlige for den enkelte virksomhed. Serafeim og andre regnskabsfolk kalder det “materiality” og påviser, at uvæsentlige bæredygtighedsinitiativer fra en økonomisk synsvinkel er penge ud af vinduet.
Man kan måske bruge esg-målinger som en tjekliste, så længe man ikke tror blindt på dem. Problemet opstår, når virksomheder og investorer fortrylles af den nye mode – som de har været fortryllet af esg-området – og derfor træffer store beslutninger uden at tænke sig ordentligt om.
