ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Drop gætteriet om konsekvenser af fædrebarsel – få det undersøgt”

Der findes endnu ikke tal eller data, der kan sige noget om effekterne ved øremærkningen af barsel til fædre. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der findes endnu ikke tal eller data, der kan sige noget om effekterne ved øremærkningen af barsel til fædre. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Daginstitutionsledere oplever, at børn begynder tidligere i vuggestue, end de gjorde for et år siden. Sådan lød det først på ugen i en række medier om en ny undersøgelse fra Bupl, hvor 1500 institutionsledere har tænkt tilbage på det seneste år og vurderet, at børnene er blevet yngre ved opstart, end de var sidste år ved samme tid.

“Vuggestuer modtager yngre børn, efter far har fået øremærket orlov,” skrev nærværende avis. “Nye barselsregler rammer børn skævt – pædagoger ser triste konsekvenser,” lød det på tv2.dk.

Hvad der er “den rigtige alder” at starte i institution, vil jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg vil anføre, at det er under al kritik, at den offentlige debat om gevinster og udfordringer ved lovgivningen om øremærket fædrebarsel endnu en gang tager udgangspunkt i fornemmelser frem for solide data.

Fædre og småbørn har krav på, at vi debatterer og træffer beslutninger på et oplyst grundlag

Hvor gamle børn i gennemsnit er, når de starter i institution, ved vi faktisk ingenting om, mig bekendt. De seneste tal, det er lykkedes mig at finde, er fra 2018, hvor det daværende Børne- og Socialministerium kom frem til, at børn i gennemsnit begynder i dagpleje, når de er 9,7 måneder, og i vuggestue, når de er 10,7 måneder gamle.

I Tænketanken Equalis bliver vi jævnligt kontaktet af medier, der forståeligt ønsker at undersøge, hvilke effekter den nye barselslovgivning har. Men det, der desværre sker, når de data endnu ikke findes, er, at der i stedet kommenteres ud fra oplevelser og anekdoter.

En kæmpe skam, for både fædre og småbørn har krav på, at vi debatterer og træffer beslutninger på et oplyst grundlag. For gør vi ikke det, kan vi i vores konklusionsiver ende med at glemme eller overse de strukturelle forhold, der fortsat skal fjernes, for at fædre bruger deres forbedrede barselsrettigheder.

Derfor vil jeg opfordre regeringen til at tage stilling til, hvordan gevinster og udfordringer ved øremærkningen af barsel til fædre skal evalueres. Det begynder ved at sikre, at vi indsamler de datapunkter, vi skal bruge, for at kunne konkludere. Og her er det oplagt, at der igangsættes en systematisk praksis for at indsamle data på børns alder, når de starter i institution.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis