For ca. 15 år siden havde jeg en samtale med en italiensk økonom, jeg kender.
“Det var i Silvio Berlusconis storhedstid, og jeg spurgte oprigtigt undrende til, hvorfor italienerne stemte på en person som Berlusconi. En person med en mere end blakket fortid og mere end tvivlsom moral.Der skal bruges seriøst mange penge i det, der er en enestående chance for at få Italien ud af de økonomiske dødvande
Han grinede lidt overbærende og svarede noget i retning af: “Alle politikere lyver og stjæler. Så man kan lige så godt stemme på den mest underholdende af dem”.
Det svar sagde på en gang en del om italiensk politik og om min naivitet. Ikke så mærkeligt, at en person som Beppe Grillo – på en gang professionel klovn og politiker – kunne skabe en folkebevægelse i Italien. Italienerne foretrækker politikere, der er karikerede tegneseriefigurer. De er defaitister, der ser komikken i tragedien.
Frem til i dag, hvor Mario Draghi er blevet premierminister med et bredt mandat. Der er ikke meget tegneseriefigur over Draghi, der uden tvivl er den mest respekterede – og kvalificerede – af de fire præsidenter, ECB har haft. Det er ikke unormalt i italiensk politik at finde et kompromis om en teknokratisk, kvalificeret ikkepolitiker som premierminister.
Det sker typisk, når lokummet brænder, og der skal træffes upopulære beslutninger, som ingen af de etablerede partiers ledere har lyst til at tage ansvaret for.
Det overraskende er, at situationen nu nærmest er modsat. Det her er – for en gangs skyld – ikke en situation, hvor bæltet skal spændes ind. Tværtimod skal der bruges seriøst mange penge i det, der er en enestående chance for at få Italien ud af det økonomiske dødvande, landet har været i i mere end en generation.
I den situation vælger et bredt udsnit af de italienske partier at støtte en ikkepolitiker til at styre landet. Formentlig i en slags erkendelse af, at han vil gøre det bedre, og at landet ikke må forspilde chancen ved at lade særinteresser styre processen. Det er lidt ude af karakter, for at sige det mildt.
Det sker samtidig med, at Nordeuropa og USA går den modsatte vej. Her er politikere med et drys af Berlusconi i fremgang. Og mange lande har oplevet en rus af offentligt forbrug i forbindelse med covid-19 og har fået den interessante idé, at store offentlige underskud og gæld ikke længere har negative konsekvenser, men reelt er gratis. Verden er vendt på hovedet. Eller også er Italien bare 15 år foran os andre.
Kommer det til for alvor at redde Italien? Det kommer lidt an på, hvad man mener med at "redde". Italien er stagneret af en lang liste af årsager. Landet lider af demografisk tilbagegang, tidlig tilbagetrækning, bureaukrati og en kulturel apati, der er fint fanget af citatet ovenfor. Nogle gange virker det, som om italienerne har det OK med stagnationen og politisk ikke er villige til at give køb på velerhvervede rettigheder for at opnå en mere dynamisk økonomi.
Det er et samfund, der prioriterer pensionisters stabilitet frem for unge menneskers fremtid. De grundlæggende problemer på listen ovenfor kan ikke løses med penge alene. Draghi har muligvis en endnu større opgave foran sig, end han havde i ECB i 2011-2012.
