ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

“Denne type virksomheder vil revolutionere cirkulær økonomi”

“Vi ser lige nu en spændende udvikling blandt startups og mindre virksomheder, som vi kalder Loop Closers,” skriver Nicholas Mohr Krøyer, senior forretningsudvikler, Erhvervshus Hovedstaden. PR-foto
“Vi ser lige nu en spændende udvikling blandt startups og mindre virksomheder, som vi kalder Loop Closers,” skriver Nicholas Mohr Krøyer, senior forretningsudvikler, Erhvervshus Hovedstaden. PR-foto

De er små, født digitale og har ofte produktion i Danmark, og de kommer til at definere fremtidens cirkulære økonomi. Vi kalder disse virksomheder for Loop Closers

I en tid, hvor bæredygtighed og esg fylder i de europæiske virksomheder, har cirkulær økonomi en vigtig rolle at udfylde.

Cirkulær økonomi bidrager betydeligt til CO2-reduktion og miljøforbedringer, og derfor har EU også sat et ambitiøst mål om at opnå en fuldt ud cirkulær økonomi inden 2050.

Allerede i 2026 udrulles EU’s Ecodesign-direktiv, der indfører skrappe designkrav til et væld af produkter, som bl.a. indebærer, at de skal have et produktpas med alskens dokumentation.

I Danmark har vi godt forstået budskabet. Vi ser lige nu en spændende udvikling blandt startups og mindre virksomheder, som vi kalder Loop Closers. De samarbejder på tværs af brancher og forbinder store virksomheder, produktion og affaldsbehandlere med det ene formål at skabe cirkulære løsninger.

Visionen er at flytte materialer og produkter højest muligt op i affaldshierarkiet og helt undgå afhængigheden af nye materialer.

Løfter bæredygtighedsprofil

En af de mest bemærkelsesværdige træk ved Loop Closers er deres evne til at samarbejde på tværs af forskellige brancher, og det er afgørende for at løse de komplekse udfordringer, der er forbundet med cirkulær økonomi.

Mindre virksomheder er mere agile og kan nemmere tilpasse sig, og heldigvis er de store virksomheder klar til at samarbejde, for så kan de fokusere på deres kerneforretning og samtidig få hjælp til at løfte deres bæredygtighedsprofil.

Fordi Loop Closers altid søger at samarbejde med andre, krydser de ofte brancher, bryder siloer ned og skaber utraditionelle samarbejder.

Loop Closers er uden tvivl en ny innovationsbølge, og jeg er overbevist om, at de vil revolutionere cirkulær økonomi

F.eks. virksomheden Beyond Leather, der laver læder af æblerester. Groundedcups, der laver kaffekopper af kaffegrums, og Reefcircular, der laver byggematerialer af industriaffald fra fiskeri (muslingeskaller).

Andre Loop Closers ejer ikke egne produkter eller materialer, men er ‘blot’ cirkulære logistikere, der er født digitale. De bruger ofte geotracking eller AI, der understøtter kompleks logistik, og som gør det muligt at spore materialer og produkter igennem hele deres livscyklus. Det sikrer en høj grad af transparens og ansvarlighed og dermed, og især, dokumentation.

Som virksomheder, der arbejder med bæredygtighed, forstår de vigtigheden af dokumentation – både af deres positive miljøeffekter og billigere totalomkostninger, hvilket er krav fra deres samarbejdspartnere.

Toppen af isbjerget

På trods af de mange fordele og de spændende løsninger, som Loop Closers tilbyder, er der stadig betydelige udfordringer og barrierer.

En af de største er behovet for investeringer i maskiner og software, der kan gøre dem økonomisk bæredygtige. En anden barriere er den offentlige sektor, som langt hen ad vejen er bundet af regler og procedurer og derfor fortsat fokuser på indkøb af hyldevarer.

Alligevel er der gode tegn på forandring: Der er i 2024 afsat kr. 195 mio. til programmet Closing Loops, der understøtter udviklingen inden for cirkulær økonomi, og forventningen er, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse fortsat vil udmønte flere millioner til området.

Loop Closers er uden tvivl en ny innovationsbølge, og jeg er overbevist om, at de vil revolutionere cirkulær økonomi gennem systemisk tænkning, utraditionelle samarbejder og digital innovation. Og vi har kun lige set toppen af isbjerget.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis