Den grønne omstilling og styrkelsen af det danske forsvar er to udfordringer, som utvivlsomt bliver prioritet i de kommende år. Men vi har også et hængeparti, den fortsatte forøgelse af de regionale forskelle.
Der melder sig den idé, at den grønne omstilling og styrkelsen af Forsvaret kan sammentænkes med en reduktion af ulighederne mellem regionerne og især mellem hovedstadsregionen og Region Sjælland, Syddanmark og Nordjylland.
Alt behøver ikke at ske inden for Københavns volde, det må være muligt også at styrke aktiviteten i andre egne af Danmark.
Hvis den grønne omstilling og styrkelsen af Forsvaret ender med at øge skævvridningen af Danmark yderligere, så stiger risikoen for, at den helt centrale værdi for et land, sammenhængskraften, lider skade, og der opstår politisk uro og grobund for tilslutning til f.eks. mere højreradikale synspunkter.
Ifølge Danmarks Statistik har værdiskabelsen i Region Hovedstaden, målt ved bruttoværditilvæksten (BVT), i perioden 2001-21 udviklet sig særligt gunstigt.
Hovedstadens andel af værdiskabelsen udgjorde i 2001 37 pct., men var steget støt med 6 procentpoint til 43 pct. i 2021. 6 pct. lyder måske ikke af så meget, men det svarer til hele 131 mia. kr. af Danmarks værdiskabelse i 2021.
Region Midtjylland holdt skansen med 21 pct., hvor landsdelen Østjylland med Aarhus trak op, hvorimod regionerne Sjælland, Syddanmark og Nordjylland udviste fald på mellem 1 og 2 procentpoint. Der sker således en stigende koncentration af værdiskabelsen omkring København og i mindre omfang Aarhus. Og dette til trods for adskillige regeringers forsøg på at rette op på den skæve udvikling.
Hvis fokus rettes mod værdiskabelsen pr. indbygger, så steg Region Hovedstaden hele 85 pct. i perioden 2001-21, hvorimod Region Midtjylland og Syddanmark kun steg 64 pct. og Regionerne Sjælland og Nordjylland 57 pct. henholdsvis 54 pct.
Det kan derfor ikke undre, at Hovedstaden virker som en magnet på især den højproduktive arbejdskraft og virksomheder. Mulighederne for høje lønninger og fortjenester er større og den langsigtede trend i udviklingen gunstig.
Derudover vil det heller ikke kunne undgås, at den ulige udvikling afspejles i ejerboligpriserne og dermed udsigterne til en stigende formue.
Ifølge Finans Danmark steg kvadratmeterprisen for parcel- og rækkehuse da også markant mere for Hovedstaden for perioden 2001-21 end de andre regioner. Stigningen for Region Hovedstaden blev 137 pct., Midtjylland 107 pct. og de tre øvrige regioner lå i intervallet 75-89 pct.
Det er vanskeligt at se, at udviklingen skulle ændre sig. Når så Hovedstaden investerer kraftigt i infrastruktur og vil skabe en ny bydel i form af den kunstige ø Lynetteholmen foruden ni kunstige holme som erhvervsområde ved Avedøre Holme, så er grundlaget for en øget vækst funderet. Lynetteholmen vil give plads til 35.000 indbyggere og lige så mange arbejdspladser og de ni kunstige holme forventes at skabe 12.000 arbejdspladser.
Hvis det i længden er politisk uholdbart med et Danmark i regional ubalance, så hjælper det næppe at omfordele via skatter og udligninger, der alene skal indkomstudjævne de regionale forskelle. Der er grænser for, hvor meget indbyggerne i de rige regioner vil afstå i udligningsbidrag uden politisk rekyl.
Der er brug for at styrke produktivitetsudviklingen og værdiskabelsen i de svageste regioner – ikke en fortsat stigende udligningsbistand. Offentligt ansatte har gennem tiderne været udsat for en udflytning fra Hovedstaden til provinsen med skiftende held, og nu er tiden kommet til uddannelsesområdet. Dette kan dog aldrig være en løsning på den lange bane. Hvis aktiviteterne skal styrkes og være selvforstærkende, er der nødt til at være private virksomheder, der skaber værdi og vækst på markedsvilkår.
At lade offentlig virksomhed skabe aktiviteten er blot en politisk sovepude for ikke at skabe de nødvendige vilkår for at øge privat virksomhed, som selv skaber den nødvendige vækst ved at udvikle området. En øget værdiskabelse og produktivitet skal komme fra den private sektor på den lange bane.
Danmark har to strategisk vigtige områder, der skal udbygges i de kommende år. Den grønne omstilling og et styrket forsvar.
Begge områder bør kunne tilgodese et sigte med at udvikle hele Danmark baseret på en styrkelse af den private sektors fundering som fremtidig vækstskaber. Her efterlyses slagkraftige initiativer fra regeringen og regionerne.