Nu skal også det offentlige også udnytte potentialerne ved AI, og regeringen satser derfor stort med en ny taskforce og en lovet investering af ukendt størrelse. Det lyder jo godt.
Men det er værd at huske, at al AI er bygget på den simple præmis, at observationer fra fortiden kan fortælle os noget om fremtiden.
Det gælder alt lige fra vejrmodeller til Chat GPT. Og hvis man tager udgangspunkt i det offentlige Danmarks AI-fortid, ser det desværre skidt ud.
Som eksempel har kommunerne gennem Digitaliseringsstyrelsen for en samlet pris på 187 mio. kr. indledt 40 AI-signaturprojekter, som alle er slået fejl. Odense Kommune forsøgte sig med AI til jobcentre, der nåede at være seks måneder i pilot, før man opdagede, at løsningen var ulovlig.
Det kunne man uden problemer have undersøgt fra starten. Men hermed var 7,2 mio. kr. smidt ud af vinduet.
I Aarhus fik en AI-model til vurdering af børneunderretninger lov at påvirke sagsbehandleres beslutninger, inden den 2,1 mio. kr. dyre løsning blev skrottet. Staten prøvede at få AI til at gavne beskæftigelsen, hvilket ikke resulterede i en AI-løsning, men bare i en regel om, at ikkevestlige indvandrere har større risiko for langtidsledighed (uden at tage hensyn til tidligere job og uddannelse).
Spørgsmålet er så, om det offentlige og regeringen nu vil se realiteterne i øjnene og lære af dem? I Sovjetunionen sagde man, at “fortiden er ikke til at forudsige, men fremtiden er stensikker”, da lederne omskrev historien og lovede, at fra nu af ville alt blive godt. Desværre ser det ud til, at den danske regering nu har ladet sig inspirere af de gamle kommunister.
“Det offentlige bør ladedet private stå for udviklingen af AI, og brug så vidt muligt markedets standardløsninger
Digitaliseringsministeren, Marie Bjerre, udtaler således, at “der er allerede mange gode eksempler på brugen af kunstig intelligens i kommunerne…”. Det må i bedste fald siges at være lidt af en historieomskrivning.
Så hvad skal regeringen gøre anderledes for omsider at få succes med AI? Udover at se selvkritisk på historien skal den gøre tre ting:
1) Fokuser på opkvalificering af medarbejdere før noget som helst andet. Det gælder først den brede skare af medarbejdere, der skal forstå, hvad AI er. Hermed kan man sikre, at idéerne til AI-initiativer ikke opstår på et lukket ledermøde, hvor den mest vellønnede deltagers idéer bliver valgt. I stedet skal idéerne komme fra de folk, der kender hverdagens problemer.
Samtidig skal man kvalificere specialister til implementering af de valgte AI-initiativer. Manglende specialister har historisk været skyld i utallige fejl. Jeg har selv rådgivet kommuner en smule om AI, og ofte har min opfattelse været, at den medarbejder, der kan fikse en printer, uden videre bliver udpeget til AI-ansvarlig.
2) Fokuser på alt andet end teknologien. Den udvikler sig nemlig hurtigere, end topstyrede politiske initiativer kan nå at følge med. Samtidig har fokus på teknologi altid til resultat, at man får opfyldt de tekniske ambitioner, men glemmer de vigtige mål såsom borgere og velfærd.
Når AI nu hverken kan eller skal styres, skal man rette opmærksomheden mod det, man kan, nemlig medarbejdere og borgere. Får man viden og kvalifikationer til at udpege og implementere AI i ministerier og kommuner, behøver regeringen ikke at øremærke penge til AI. Det kan de selv klare.
3) Lad det private stå for udviklingen af AI, og brug så vidt muligt markedets standardløsninger. Blandt signaturprojekterne har vi set, at en kommune for en udgift på flere millioner fik bygget en AI-baseret postfordeler, der allerede fandtes som en standardløsning.
Man kan håbe, at Marie Bjerre faktisk mente det, da hun forleden udtalte følgende: “Jeg forestiller mig ikke, at man skal lave AI-løsninger selv, men at det faktisk er private virksomheder, der kommer til at levere løsninger til det offentlige”.
Det har ganske vist været sagt før og er desværre endt med, at man har sat statsstøttede forskere fra GTS-institutter, som f.eks. Alexandra-Instituttet, til at udarbejde simple AI-løsninger, som allerede fandtes på markedet. Kommuner skal ikke være teknologiske isbrydere. Hvis et problem kræver forskere, skal man holde sig væk.
Herfra kan man denne gang kun håbe på refleksion og på færrest muligt spildte skattekroner.
