Du får hurtigere adgang til dine filer, al din data er opbevaret på dansk jord, og hele herligheden er tilmed “forsynet af 100 pct. ny og vedvarende energi”.
Sådan lancerede Microsoft nyheden om deres tre nye datacentre på Sjælland. Under overskriften “Microsofts datacenter bliver et af verdens grønneste”, forsikrede tech-giganten, at de enorme mængder af energi, de nye centre kommer til at bruge, er baseret på grøn strøm.
Med udmeldingen skrev Microsoft sig ind i en bølge af bekendtgørelser, hvor it-virksomheder verden over fortæller, at de har realiseret deres mål om at bruge 100 pct. vedvarende energi.
Problemet er bare, at aftalerne bag den grønne strøm er fiktive.
Disse grønne investeringer bliver ofte fejret som løsningen på det problem, at den gennemgribende digitalisering af vores liv og samfund koster enorme stigende mængder af energi og dermed bidrager til at forværre klimaforandringerne.
Problemet er bare, at aftalerne bag den grønne strøm er fiktive.
De såkaldte Power Purchase Agreements gør det nemlig muligt for virksomheder at belaste klimaet ved at bruge energi produceret på f.eks. olie og gas, men købe sig til at kunne rapportere, at de bruger vedvarende energi og er CO2-neutrale.
Lad mig give et eksempel på, hvordan det fungerer.
Som ph.d.-studerende trådte jeg i 2020 ind i besøgscenteret for energilevering til og fra Facebook/Metas datacenter i Odense.
I min forskning har jeg undersøgt, hvilke effekter tech-giganterne har på lokale energisystemer, og jeg var i Odense, fordi det nyåbnede datacenter var et signaturprojekt for overskudsvarme anvendt til fjernvarme.
I min forskning lærte jeg dog snart, at fjernvarmen i sammenligning med elektriciteten kun er en mindre detalje i tech-industriens klimaregnskab. På en tegning, der skulle vise forbindelserne mellem datacenteret og fjernvarmen, var en vindmølle placeret lige ved siden af datacenteret. Men der var ingen vindmøller udenfor.
Virksomheden har nemlig ikke en vindmøllepark til at forsyne sig med energi.
Til gengæld har de lavet en af de såkaldte Power Purchase Agreements, der i dette tilfælde betyder, at de har betalt for f.eks. en vindmøllepark i Norge. Den energi, de bruger til at få datacenteret til at køre, er ikke energi fra møllerne, men kommer fra det samlede energinet, der i høj grad også udgøres af fossile energikilder.
Det samme gælder Microsoft. De har f.eks. betalt for solcelleparker på Sjælland, der også er forbundet det store energinet. Men det er dén investering, de bruger til at bryste sig med, at de bruger 100 pct. grøn energi.
Flotte plancher
Det er kritisk, for der er brug for løsninger, der ikke bare ser flotte ud på plancher og i pressemeddelelser.
Store og nye datacentre bygges i hastig fart, for de mange nye AI-tjenester kræver endnu mere energi og andre nye servere end i den slags datacentre, som der ellers også er blevet mange nye af i de seneste 20 år.
Tal fra Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet viser, at datacentrenes energiforbrug forventes at firdobles i Danmark fra 2025 til 2030. I sådan et scenarie vil det betyde, at datacentrene i Danmark alene vil bruge omkring 50 pct. af al elektricitet i 2050.
Inden for den økonomiske antropologi har man længe kendt til fænomenet økonomisk fiktion. Nemlig at andre ting end fabriksprodukter, f.eks. natur og land, kan sælges og dermed handles med. Fiktive aftaler om vedvarende energi er seneste skud på stammen inden for økonomisk fiktion. Det betyder, at man f.eks. kan købe sig til at kunne rapportere, at ens drift er bæredygtig ved at investere i en vindmølle i en vilkårlig lokation og ikke direkte forsynet til der, hvor driften finder sted.
Tidligere var det kompensationsmarkeder for f.eks. skovrejsning, der viste sig at være et utroværdigt middel til reduktioner i drivhusgasudledninger.
Fiktion til virkelighed
Ligeledes har studier vist, at certifikater til vedvarende energi, hvor man køber sig ind i et allerede bygget projekt, også er tvivlsomme. Og nu kan vi så se det seneste skud på stammen af forsøg på at gøre fiktion til virkelighed, Power Purchase Agreements.
Ingen tvivl om, at den digitale udvikling er svær at forene med behovet for de radikale reduktioner i energiforbrug, klimaforandringerne kalder på. Derfor er det dybt problematisk, at fiktionen om 100 pct. grøn strøm i dag beskytter dem, der har penge nok, mod at blive stillet til ansvar for deres udledninger.
Så i stedet for stiltiende at acceptere fiktive aftaler og vente på, at tech-industrien på utopisk vis løser sine egne problemer, er vi nødt til at genoverveje, hvordan vi kan indrette digitaliseringen anderledes.
Vi må gøre op med os selv, hvilke digitale forandringer der er nødvendige for, at vi mennesker kan leve tilfredsstillende liv.
Det kræver også en erkendelse af, at der er lang vej til samfund med få udledninger, og at det derfor er at skyde sig selv i foden at implementere nye dominerende energityve.
