ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Stop letbanen – den er en historisk dårlig investering

Daværende borgmester i Glostrup Kommune John Engelhardt, bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane Jakob Thomasen og daværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) under rundvisning på Letbanestationen Glostrup Ejby i 2021. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Daværende borgmester i Glostrup Kommune John Engelhardt, bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane Jakob Thomasen og daværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) under rundvisning på Letbanestationen Glostrup Ejby i 2021. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Da man i 2013 indgik en principaftale mellem letbanekommunerne, Region Hovedstaden og Transportministeriet, var det på trods af, at rapporten “Udredning om letbane på Ring 3” viste, at letbanen ville blive en historisk dårlig investering for samfundet.

Kort sagt viste de samfundsøkonomiske beregninger, at projektet var så dårligt, at man – med professor Mogens Fosgeraus ord – skulle takke nej, selvom man kunne få anlægget helt gratis.

Alligevel blev projektet – efter en heftig offentlig debat, hvor Gladsaxes borgmester og næstformand i Hovedstadens Letbane Trine Græse hævdede, at letbanen var “en samfundsøkonomisk god investering” – i 2018 godkendt af ejerne af projektet, og man indgik bl.a. anlægskontrakter.

Det vil sandsynligvis være fordelagtigt simpelthen at nedlægge letbanen som det første, når den står færdig i 2025

Senest er det kommet frem, at anlægsbudgettet bliver 1,1 mia. kr. dyrere, og at man i åbningsåret kun forventer 3,7 mio. passagerer (svarende til passagertallet i de busser, der i dag kører på linjen) frem for de 13-14 mio. passagerer, der var forudsætningen i analysen fra 2013.

Selvom man fortsat forventer over 14 mio. passagerer i 2040, er der stadig tale om et markant andet udgangspunkt på kort sigt.

Om de 14 mio. passagerer holder, vil fremtiden vise. Det er næsten en firedobling i forhold til passagertallet i dag, så helt sikkert er det næppe. Men det er et faktum, at Odense Letbane med 6 mio. passagerer det første år er milevidt fra de ca. 11 mio. passagerer, der blev forudsat i udredningsrapporten.

Når banen er dyrere, og passagergrundlaget lavere, er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at konklusionen fra 2013 har ændret sig. Det vil sandsynligvis være fordelagtigt simpelthen at nedlægge letbanen som det første, når den står færdig i 2025, fordi de løbende drifts- og vedligeholdelsesomkostninger overstiger gevinsterne.

Og det fører naturligvis til det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor ikke erkende fejlen og stoppe nu?

Måske kan man nå at redde noget af det tabte

Det er klart, at sådan en beslutning ikke vil være gratis. Hverken økonomisk eller – måske især – politisk. Men det vil sandsynligvis være det rette at gøre.

Det vil næppe være uden omkostninger at komme ud af de indgåede kontrakter. Men måske kan man nå at redde noget af det tabte.

For selvom idéen om en letbane altid har været et samfundsøkonomisk fallitbo, så viste de første samfundsøkonomiske analyser – som jeg selv var med til at udarbejde – faktisk, at en højklasset busforbindelse kunne give et samfundsøkonomisk overskud, fordi man ville opnå næsten de samme tidsgevinster, men til meget lavere anlægs- og driftsomkostninger.

Ændrer man samtidig reglerne for stationsnært byggeri til at omfatte højklassede busforbindelser, sikrer man samtidig, at byudviklingen i områderne kan fortsætte upåvirket.

Det er aldrig for sent at lære af fakta. Det er på tide, at politikerne pakker stoltheden væk og stopper letbaneprojektet, inden de formøbler endnu flere af samfundets ressourcer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis