Det var ikke “den fædrene arv”, der gjorde mig til håndværker for mere end 30 år siden. Jeg blev student med en højere handelseksamen, men min far havde sin egen virksomhed som anlægsgartner, og han manglede folk.
Så det blev den vej, jeg kom til at gå. Havde han været tømrer eller elektriker, var jeg gået den vej i stedet, så længe det drejede sig om at have et arbejde og hjælpe til i familiens virksomhed.
Som 25-årig købte jeg mig ind i firmaet, som stadig vokser og i dag har 45 ansatte.
Når jeg ser på mine lærlinge i dag og de unge håndværkere, der med tiden springer ud i det og starter deres egen virksomhed, er det tydeligt, at meget har forandret sig siden min egen læretid.
Her tænker jeg ikke bare på moderne hjælpemidler, beskyttelsesudstyr og de 200 siders arbejdsmiljøregler, jeg som arbejdsgiver skal have styr på – men først og fremmest at den grundlæggende kontakt og kontrakt mellem mig som håndværksmester og mine kunder er helt anderledes end tidligere.
Før var et ord nok og en mundtlig aftale normen. Hvis du var en dygtig håndværker, så var det nok, til at du kunne drive din forretning. Der var generelt en gensidig tillid mellem kunde og håndværker, som jeg godt kunne lide.
“I dag er det ikke sikkert, at jeg havde orket at starte op som selvstændig, hvis jeg dengang havde fået at vide, hvad det indebar
I dag er ethvert tilbud på en opgave pakket ind i skriftlige aftaler med masser af forbehold, hvor alle prøver at sikre sig selv. Det hele er blevet meget mere formaliseret – og dermed en helt anden måde at drive forretning på.
Noget af det bedste ved mit arbejde er at gå rundt sammen med mine kunder og kigge på de buske, træer, græsplæner eller belægninger – eller hvad det nu kan være – som jeg skal arbejde på. Det er for mig at se kernen i håndværket som anlægsgartner. Det er ikke alt papirarbejdet.
Selvfølgelig er dokumentation af alt fra arbejdstid til brug af sprøjtemidler vigtigt, men al den tid, der går med det og især med at finde rundt i junglen af regler og paragraffer, går fra det, som mit arbejde i virkeligheden burde gå ud på: At udføre det håndværk, jeg er uddannet til.
Og selv med kontorpersonale ansat er det som ejerleder altid mig, der står på mål for, at alle standarder og regler bliver overholdt.
I dag er det ikke sikkert, at jeg havde orket at starte op som selvstændig, hvis jeg dengang havde fået at vide, hvad det indebar. Det er også den barriere, jeg ser, når de nye generationer af håndværkere går med tanker om at starte deres egen virksomhed.
Og det konkrete resultat er både færre dynamiske små og mellemstore virksomheder, og at flere mister lysten til en karriere som håndværker, inden de overhovedet er kommet i gang. Små, veldrevne familiefirmaer risikerer at forsvinde hurtigere, end vi bryder os om at tænke på.
Kort sagt: Hvis der er for mange forhindringer, er der ingen, der gider at starte deres egen virksomhed. Så vi skal gøre det lettere at komme igennem det offentlige bureaukrati, end det er i dag.
Jeg ønsker mig én samlet digital indgangsportal til hele det offentlige system, hvor alle små og mellemstore virksomheder kan få hjælp. Både til at komme i gang og til svar på alle de spørgsmål til love og regler, der melder sig undervejs.
For de små og mellemstore virksomheder – smv’erne – er vigtige, men de bliver tit overset, når snakken går på dansk erhvervsliv og dets flagskibe som Mærsk og Novo Nordisk. Så har vi en tendens til at glemme, hvad det er, lige præcis smv’erne kan.
Smv’erne spiller i mine øjne en meget, meget stor rolle i dagens Danmark. Det er os, der tager elever og uddanner fremtidens håndværkere.
Vi har plads til at vækste og gør det. Og det er blandt de små og mellemstore virksomheder, man ser nogle af de bedste eksempler på innovation.
Vi er meget forskellige som virksomheder, vi har et bredt fundament og dermed også nogle meget spændende vækstmuligheder i fremtiden – hvis vi altså kan overtale de næste generationer til ikke bare at dygtiggøre sig i deres håndværk, men også at starte deres egne virksomheder.
Det er dér, vi skal sætte ind og gøde jorden for at få dem i gang.