Der kan være mange grunde til at gennemføre politiske reformer, men sædvanligvis er der fokus på, at de ikke skal gøre landet fattigere. Sådan er det desværre ikke med universitetsreformen, som regeringen og en række forligspartier har besluttet.
Reformen indebærer, at optaget på universiteterne reduceres med 8 pct.
Det vil ifølge Finansministeriet forringe produktiviteten og give et velstandstab på 13 mia. kr. årligt. Den endelige regning kan endda ende med at blive større, fordi op mod 30 pct. af de tilbageværende uddannelser skal forkortes og ændres.
Beskæringen af universiteterne er umiddelbart i strid med de seneste års udvikling på arbejdsmarkedet. Optaget på universiteterne er i forvejen reduceret med 14 pct. de seneste ti år, men efterspørgslen efter kandidaterne er voksende.
Parallelt med reduktionen af optaget er der kommet 120.000 flere universitetsuddannede på det private arbejdsmarked. Det er en vækst på 70 pct. på ti år.
Alene i industrien er der kommet 20.000 flere højtuddannede siden 2013 – en vækst på 88 pct. Til sammenligning er antallet af faglærte i industrien vokset med 4000 eller 3 pct.
Og de højtuddannede er ikke fordelt jævnt, men koncentreret i de dele af industrien, hvor pengene tjenes. Danmarks Statistik viste før jul, at 10 pct. af industrivirksomhederne står for tre fjerdedele af hele industrieksporten.
Disse virksomheder ansætter flere specialister end produktionsmedarbejdere.
Rockwool Fonden og De Økonomiske Råd har på samme måde vist, at de mest rentable dele af industrien har en høj grad af forskning og udvikling og en høj andel højtuddannede, samt at udviklingen går i retning af mere specialisering.
“Det er praktisk, at den offentlige økonomi går i nul, fordi man slipper for at lave vanskelige politiske reformer
Umiddelbart er der derfor ikke gode økonomiske grunde til at gennemføre universitetsreformen, tværtimod. Hvorfor kan et flertal blive enige om at reducere velstanden med 13 mia. kr.?
En forklaring er, at universitetsreformen ikke påvirker den offentlige økonomi. Det skyldes, at de offentlige udgifter følger indtægterne. Når produktiviteten reduceres, falder de private lønninger og dermed skatteindtægterne.
Men samtidig reduceres de offentlige lønninger og overførselsindkomsterne, fordi de indekseres efter de private lønninger. Alle bliver fattigere. Men balancen i den offentlige økonomi påvirkes ikke i særlig høj grad.
Det er praktisk, at den offentlige økonomi går i nul, fordi man slipper for at lave vanskelige politiske reformer, der kan skæppe i statskassen.
Eksempelvis slipper man for at lave besparelser i sundhedsvæsenet eller hæve skatten. Men det ændrer ikke på, at det selvfølgelig er et problem, at alle bliver fattigere.
Hvis man ønsker bedre skoler, militær og sundhedsydelser, bedre biodiversitet og flere penge til klimaindsatsen, samtidig med at man gerne vil kunne gå tidligere på pension og have en højere grad af fleksibilitet på arbejdsmarkedet, er der kun én vej at gå, nemlig at produktiviteten hæves.
Det bliver den ikke ved at forringe uddannelsesniveauet.
