At trække sig som leder er en af de vigtigste beslutninger i enhver karriere. Man kan have brugt et helt liv på at bygge tingene op, men man huskes på sit farvel. Det ved hanelefanter. De går afsides, når tiden nærmer sig.
For de haleløse er det anderledes. Der er tre muligheder: Man kan gå for tidligt og blive savnet. Man kan gå til tiden og blive respekteret. Eller man kan gå for sent og blive ynket.
Og vi taler naturligvis om de dygtige. For de udygtige er det anderledes: Det er altid for sent.
Ugen bød som bekendt på to store punktummer. Kasper Hjulmand gik til tiden og har høstet masser af respekt for sin timing og facon. Joe Biden gik for sent og modtager også venlige ord, men i departementet for medynk.
Og det værste: Biden efterlader et parti i desperat forvirring, fordi ingen har turdet gøre dét, som unge elefanter gør: Stikker til den gamle, hvis han er tungnem.
Så hvorfor er det mon svært at trække stikket?
Måske skyldes det generne? Eller er det adrenalinet, familiens forventninger, frygten for at blive glemt? Eller tror de gamle virkelig, at kun de kender formlen? Så tager de lige én kamp til.
Det svære farvel er det stof, der skaber store dramaer. Shakespeares King Lear. Muhammed Alis alt for mange kampe. Paul von Hindenburg, den tyske præsident under Weimarrepublikken, hvis mentale forfald åbnede døren for Hitler.
Sandheden er endda, at det er blevet endnu sværere. Moderne ledere i både politik og erhvervsliv skal navigere i miljøer af enorme økonomiske interesser, medier og et arbejdspres, man faktisk ikke kendte tidligere.
Isen er tyndere i dag, end den var for statsministre som Viggo Kampmann, der længe kunne fungere med sin maniodepressivitet og Jens-Otto Krag, hvis livsstil næppe havde overlevet i dag.
“Ideelt set skal det derfor planlægges i god tid. Sig, hvornår du går – og gør det
Og hvad med dygtige erhvervsledere som Tietgen og Salling? Der var stress og konflikter, men de fik lov at klare tingene selv. Så – hvordan trækker man sig i tide?
Selvrefleksion er nøglen. En kontinuerlig proces, hvor man nøgternt vurderer sine egne præstationer og kravene fra den organisation og den omverden, der findes lige nu.
Selvindsigt er svær for alle, og det er jo derfor, at man skal have nogen at tale med. Jeg gætter på, at Biden har lyttet til sin hustru. Hvem Kasper Hjulmand har talt med, ved vi ikke, men landstræneren begrunder sit farvel med, at holdet trænger til ny energi. Det er formentlig korrekt, men stadig en ærefuld erkendelse.
Sådan går et klogt og ordentligt menneske, og sådan bliver han husket. Var der ledelsesfejl i to slutrunder? Ja, det synes også jeg. Men kun simple mennesker lægger lige nu vægt på det. Vi husker de gode stunder, dygtigheden og ordentligheden.
Her ligger også en pointe, som moderne mediesamfund desværre sjældent har plads til, og som er på vej helt ud af politik: At en værdig tilbagetrækning kræver en gensidig respekt.
Det skal være muligt at gå med værdighed – for hvem tør ellers? Også her er elefanterne kloge. Det kræver gensidig tillid at sige pænt farvel, og den findes jo ikke i truende miljøer.
Tag Bidens eksempel. Mens mange har understreget Bidens livslange indsats, har Donald Trump kaldt Biden for “den værste præsident i USA’s historie”. Han taler i opslag efter opslag om “crooked Joe” og skriver sågar, at “Biden vågner sikkert i morgen og har glemt, at han har trukket sig.”
Og så bliver tingene jo svære: Man gør nar af dem, der går selv. Så, det svære farvel kræver både timing og tillid.
Ideelt set skal det derfor planlægges i god tid. Sig, hvornår du går – og gør det. Øvelsen hedder jo succession-planning på engelsk, og vi mangler endnu et fornuftigt begreb på dansk. Efterfølgelsesplanlægning … næppe?
Men det handler jo om at sikre kontinuitet og stabilitet i organisationen. Det handler også om at identificere og forberede en eller flere efterfølgere, og det handler om at sige værdigt farvel.
Danske virksomheder er heldigvis gode til det. Mads Øvlisen og derefter Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk er oplagte eksempler på vellykkede tilbagetrækninger – men der er mange flere.
Fællesnævnerne er selvindsigt og tillidsfuldt rum, hvor man kan vende tingene løbende.
