Jeg er på COP28 – IDA er på COP28.
Det er vi, fordi globale klimaløsninger kun opnås i fællesskab. De kan ikke fikses fra et skrivebord eller i et onlinemøde. Vi bliver nødt til at møde hinanden på tværs og ansigt til ansigt. Men den grønne omstilling bliver kun til noget, hvis landene går fra forhandling til handling.
Derfor er embedsmænd og politikere ikke alene i Dubai. Realistiske klimaplaner forudsætter, at civilsamfundet arbejder med og bliver inddraget i, hvad der faktisk står i planerne.
Derfor er mange dele af det internationale samfund med i Dubai.
På en måde kan man se klimatopmødet som et internationalt folkemøde, hvor virksomheder, civilsamfundsorganisationer og regeringer mødes og debatterer og lægger planer på klimaområdet.
De forskellige bag- og bevæggrunde til at deltage afspejler sig selvsagt i diskussionerne om, hvordan klimamålene skal realiseres. Et af de store og klassiske dilemmaer er f.eks. diskussionen om rimeligheden i, at de rige lande i Nord vil have fattige lande i Syd til at opgive billig olie og kul, når de faktisk har bygget deres egen velstand på billig olie og kul.
“Selvfølgelig er de politiske processer centrale, men bredden af aktører er med til at gøre alle lidt klogere på, hvordan klimaløsningerne kan se ud
Og hvordan håndteres, at det er de rige, som udleder, men de fattige, der mærker konsekvenserne hårdest? Vil det være fair, at de fattige lande fik støtte til udviklingen af grøn energi, måske faktisk bliver kompenseret?
Her åbnede årets klimatopmøde med en særdeles central udmelding, nemlig at landene nu er blevet enige om betingelserne for en klimafond for tab og skader til klodens fattige lande.
På COP møder man selvfølgelig miljøorganisationerne – de grønne ngo’er. Organisationerne, der ikke synes, det går hurtigt nok med klimaindsatsen og holder øje med land, der ikke gør tilstrækkeligt, men også lande, der er kommet med særligt vigtige initiativer de seneste år.
De grønne ngo’er suppleres af eksperter fra universiteter og tænketanke. Dem, der ved, hvor galt det står til i havet og på Arktis, og dem, der ved, om skovrejsning kan ændre slagets gang.
I år er året for “The Global Stocktake”, hvor landene som del af de internationale klimaaftaler hvert femte år skal gøre kassen op mht., hvor langt vi har rykket os i forhold til Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader.
Eksperterne fra FN’s klimapanel, IPCC, er kommet med deres bud på, hvad den foreløbige indsats betyder for klimaforandringerne: 2,8 grader lød dommen. Et resultat, som hverken grønne ngo’er eller resten af verden kan være særligt tilfredse med. Derfor prøver de grønne organisationer at presse landenes politikere til at love en endnu stærkere indsats i Dubai.
I dele af verden som Amazonas, Grønland og Nordnorge er det oprindelige folk særligt truet af klimaforandringerne. Derfor arbejder deres organisationer for, at de bliver nævnt i de endelige tekster fra klimaforhandlingerne.
På COP er der organisationer som min egen, fagforeningerne, der bekymrer sig om kulminearbejderen og ansatte inden for olie og gas. Hvad skal de lave, når deres job forsvinder – og hvordan med de nye grønne job? Er der ordentlige arbejdsforhold i vindmøllebranchen, eller udskiftes velbetalte job med underbetalte, farlige job i den grønne omstillings navn?
Fagforeningerne arbejder for retfærdig grøn omstilling, som på FN-sprog hedderjust transition. Netop COP28 har et særligt spor, hvor lande arbejder med, hvordan en fair omstilling kan blive en realitet.
Arbejdet med at påvirke klimaplanerne er i gang hele året, men her i Dubai bliver det meget tekstnært. Det er f.eks. vigtigt, om der står i en aftale, at udgangspunktet for den retfærdige omstilling er menneskerettigheder, eller om der også nævnes arbejdstagerrettigheder, så fagforeningerne kommer med ved bordet, når der skal planlægges i de enkelte lande.
Ligesom det er vigtigt, om der kommer en mio. eller en mia. dollar i fonden, der skal støtte det globale Syd i forandringsprocesserne.
På COP er også virksomhederne repræsenteret – alle dem, der mener, at de har løsningerne med vindmøller, solceller og energieffektive systemer – og også dem, der gerne vil udskyde de tunge klimabeslutninger lidt endnu.
Danske grønne virksomheder er samlet på den danske stand, hvor de afholder debatter og fortæller om danske løsninger. Nogle lande arbejder efter samme koncept, mens andre bruger de nationale udstillinger til at fortælle om andre indsatser: Bahrain planter mangroveskove, og Japan udvikler brintinfrastrukturer.
Derfor er der så mange mennesker på klimatopmødet. Det er nemlig ikke kun et møde for politikere, men også for alle andre aktører, der arbejder med at begrænse klimaforandringerne.
Selvfølgelig er de politiske processer centrale, men bredden af aktører er med til at gøre alle lidt klogere på, hvordan klimaløsningerne kan se ud. Og det er vel det, der er vejen frem.
Klimaproblemerne løser ikke sig selv, og de bliver ikke løst af de andre. Alle har en opgave – både for at indfri 1,5 grader målet – og for at nå i mål med noget som helst.
