På trods af finanskrise og “disruption” forbliver bankernes grundlæggende rolle i samfundet den samme: At formidle betalinger, indlån og udlån. Men der er forskel på banker. En forskel, der rækker ud over den enkelte kunde og derved også har samfundsmæssig betydning: For hvad sker der med de penge, vi hver måned sætter ind på kontoen? Hvem får adgang til udlånene og på hvilke vilkår?
“Vi kan jo netop konstatere, at borgere på tværs af landet i stor udtrækning støtter op om deres lokale og demokratiske pengeinstitut
Ifølge en ny undersøgelse om Danmarks demokratiske pengeinstitutter ejes ca. halvdelen af Danmarks banker demokratisk af deres kunder. Det betyder, at det er kunderne, der sidder for bordenden og sætter kursen for, hvad banken skal have på hylderne, og hvad deres penge arbejder for. Denne demokratiske kontrol med “vores egne penge” er vigtig at bevare og fremme aktivt.
Forskning fra bl.a. Copenhagen Business School viser, at demokratiske banker ikke bare er konkurrencedygtige, men set over tid også mere modstandskraftige end investorejede banker.
På den måde bidrager de til finansiel stabilitet i samfundet. Dette er selvsagt en egenskab, vi kan værdsætte i kølvandet på finans- og coronakriser. Men demokratisk ejerskab handler også om samfundsnytte og innovation.
Ifølge den nye undersøgelse arbejder stort set samtlige demokratiske pengeinstitutter i Danmark aktivt for at være samfundsgavnlige igennem deres virksomhed. Nu kan det indvendes, at de fleste banker støtter gode formål. Men i mange demokratiske banker er samfundsnytten en del af både formålsparagraffen og forretningsmodellen. For de lokale andels- og sparekasser handler det her, nu som for 100 år siden, om at sikre udvikling i lokalsamfundet, bl.a. ved at tilbyde lån til lokale virksomheder.
For vores eget vedkommende repræsenter vi pengeinstitutter, der er sat i verden for at fremme bæredygtig udvikling og social ansvarlighed. Det har vi, efter vores kunders (ejeres) anvisninger, gjort siden midten af 80’erne.
Derfor har vores kapital arbejdet for økologisk produktion, elbiler, bæredygtig energi m.v. lang tid før, at det øvrige bankmarked har kunnet se nogen økonomisk fornuft heri.
I en tid hvor bæredygtighed (heldigvis) er blevet mainstream, er dette ikke ment som pral. Vores pointe er, at en del af de danske bankkunder i mere end 30 år har kunnet se en værdi i at fremme den grønne omstilling ved at placere deres indlån i et demokratisk ejet pengeinstitut.
Vi tror på, at såvel samfundet som de danske bankkunder har brug for en mangfoldig banksektor. Men vi kan konstatere, at de seneste årtiers udvikling er gået i en anden retning. I 1992 fandtes der 210 danske banker, i dag kun 63.
Når bankerne bliver færre og større, skyldes det i høj grad fusioner. Kunderne er nemlig de seneste år løbet den anden vej med betydelig fremgang hos mindre og mellemstore pengeinstitutter.
Hvorfor så denne udvikling? En del af svaret skal findes i den udvikling i bankreguleringen, vi har set efter finanskrisen med stigende kompleksitet i regler og voksende kapital- og afrapporteringskrav. Krav, der særligt sætter de mindre banker under pres, skønt det ikke var dem, der fik finanskrisen til at rulle.
Lad os sige klart, at vi er for en stærk og effektiv regulering af banksektoren. Men hvem siger, at vi ikke kan designe en regulering, der sikrer både finansiel stabilitet og finansiel diversitet? Og som anerkender demokratisk ejerskab som en værdifuld ejerform?
Det handler ikke om at holde hånden under noget, der ikke selv kan stå. Vi kan jo netop konstatere, at borgere på tværs af landet i stor udtrækning støtter op om deres lokale og/eller demokratiske pengeinstitut.
Og vi kan se en stærkt stigende tendens til, at danskerne engagerer sig i, hvordan deres penge investeres.
Dette engagement bør det være en erhvervspolitisk prioritet for Folketingets partier at fremme. Og derved sikre, at danske kunder også i fremtiden kan vælge mellem en mangfoldighed af små som store, lokale som nationale, og demokratiske som aktionærejede pengeinstitutter, frem for et fåtal af finansielle supermarkeder uden demokratisk forankring.
Dette kræver ikke store reformer, men kan f.eks. gøres ved at lade bankreguleringens krav tage højde for, om et pengeinstitut har 20 eller 500 ansatte. Eller ved at udvide investorfradragsloven, så den kan hjælpe demokratiske banker med at rejse kapital for at opfylde reguleringens stigende krav.
