“Den stærke topchef kan gøre virksomheden svag”

Jeg bliver altid lidt bekymret, når en topchef bliver kåret til årets leder. Eller årets erhvervsprofil. Eller årets et-eller-andet.

Ikke fordi de ikke fortjener hæderen. Men fordi den slags stiger folk til hovedet. Og fordi erhvervslivet har udviklet en næsten religiøs fascination af den stærke leder: Den synlige. Den handlekraftige. Mennesket, der mener noget om det meste og helst skal have sit portræt på forsiden.

Heldigvis er årets erhvervsprofil, Lego-direktøren Niels B. Christiansen, næppe typen, der mister jordforbindelsen. Han er kendt for en lavmælt ledelsesstil, hvor det handler mindre om at fylde end om at få organisationen til at fungere. Blandt andet ved at flytte beslutninger væk fra direktionsgangen og tættere på medarbejderne.

Men andre steder kryber misforståelsen om den stærke topchef jo ind. Vi elsker de stærke. Bestyrelserne leder efter dem. Headhunterne sælger dem. Medierne portrætterer dem. Og vi kommunikationsrådgivere gør dem endnu mere synlige.

For hvilken styrke hylder vi egentlig? Strategisk dømmekraft og resultater? Eller personlig gennemslagskraft og evnen til at dominere en scene?

Det er ikke det samme.

Topchef i rampelyset

Der findes institutionsbyggere, der gør organisationen stærkere. Frelsertyper, der samler beslutningerne om sig selv, og som bliver så vigtige for virksomhedens fortælling, at man næsten glemmer, hvad virksomheden laver.

Vi kender typen.

Direktøren, der optræder overalt, hvor der er en podcast og en scene, med egen fotograf og en LinkedIn-profil, der ville gøre en influencer misundelig.

Direktøren, der modtager en pris og straks skriver et bevægende opslag om, at æren tilkommer medarbejderne. 

Eller direktøren, der prædiker selvledelse og kunsten at give plads til andre, mens kommunikationsafdelingen bruger halvdelen af arbejdsugen på at promovere chefens personlige tanker.

Nogle gange får man den tanke, at vedkommende burde kigge forbi virksomheden og se, hvordan det går.

Det er karikeret. Og synlighed er ikke problemet. En topchef skal kunne repræsentere virksomheden og forklare dens samfundsmæssige rolle. Men der er forskel på at bruge sin autoritet til at styrke virksomheden og at bruge virksomheden til at styrke sin autoritet.

For hvem bliver egentlig stærkere? Direktøren eller virksomheden?

Arbejder for chefen

Forestil dig en ledergruppe omkring et bord. De venter. Alle vil vide, hvad chefen mener, før de selv mener noget. Hvilke forslag vækker begejstring? Hvilke udløser tavshed? Ingen har beordret underkastelse. Alligevel har organisationen lært at tilpasse sig.

Det er her, hvor dømmekraft bliver til situationsfornemmelse. Og hvor en organisation bliver fremragende til at arbejde for chefen – og dårligere til at arbejde selv.

Økonomerne Ulrike Malmendier og Geoffrey Tate har undersøgt topchefer, der opnår superstjernestatus gennem priser. Deres forskning viste, at deres virksomheder efterfølgende klarede sig dårligere end sammenlignelige virksomheder, mens direktørernes løn steg, og de brugte mere tid uden for virksomheden.

Igen: Man kender typen. En pris gør ikke nødvendigvis mennesker dårligere til at lede. Men det er en tankevækkende bivirkning af vores dyrkelse af de stærke.

Og så er der resultaterne.

Vi måler topchefer på indtjening, aktiekurs og markedsandele. Naturligvis. Men økonomisk performance og ledelseskvalitet er ikke det samme.

Den, som fylder mest

En virksomhed kan levere fremragende regnskaber, mens dens institutionelle kapacitet forringes. Talenterne holder op med at udfordre. Beslutningerne centraliseres. Organisationen bliver afhængig af én persons dømmekraft og autoritet.

Ansvaret? Det ligger ikke kun hos direktørerne. De leverer, hvad der efterspørges.

Bestyrelserne efterspørger den karismatiske frelser. Medierne elsker den personlige fortælling. Headhunterne sælger den stærke profil. Og rådgiverne bygger det personlige brand.

Vi har skabt et system, der belønner den leder, som fylder mest. Ikke nødvendigvis den, der efterlader mest.

Vi tror, at en stærk topchef er et menneske, der kan bære en hel virksomhed på sine skuldre.

Men måske er det i virkeligheden et menneske, der sørger for, at virksomheden aldrig får brug for det.