Da truslen fra Moskva sidst var den frie verdens største problem, erklærede USA’s præsident Kennedy, at hans land ville “betale enhver pris og bære enhver byrde” for at sikre frihedens “overlevelse”. Men det, alle huskede bagefter, var forudsætningen: “Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land,” lød det i samme tale ved hans indsættelse i 1961. 28 år senere var kommunismen besejret. Nu skal vi igen forsvare friheden. Men den danske politiske elite lavede med weekendens nationale kompromis en omvendt Kennedy i den økonomiske politik. Spørg ikke, hvordan vi vil betale for, at vi gør det nødvendige, var deres reelle budskab.
Røde og blå partier samles om ikke at finansiere et enormt løft af de offentlige udgifter. Budgetloven lempes ligesom mål om balance på de offentlige budgetter. Det er et dramatisk brud på de seneste 40 års møjsommeligt opbyggede evne til at styre økonomien ansvarligt. Det skyldes, at en hel generation af politikere har vænnet sig af med at prioritere og finansiere deres politik med beslutninger, der gør samfundskagen større. I stedet bruger de narkomanisk løs af penge, som andre allerede har skaffet. Da råderummet ved weekendens nationale kompromis slap op, gik de ubesværet videre med at disponere penge, som andre forventes at skaffe for fremtiden. De enedes om at køre med strukturelle underskud, så langt øjet rækker – og derudover bruge penge, som kun kommer i fremtidens statskasse, hvis fremtidens politikere tør træffe modigere beslutninger end nutidens om at hæve pensionsalderen. Ellers er der tale om ren underskudsfinansiering.
