I forrige uge offentliggjorde regeringen et digitaliseringspartnerskab, der skal bringe Danmark ud af coronakrisen og stærkere ind i fremtiden.
“I Brancheforeningen for Tech-startups (BTS) er vi glade og stolte over at være inviteret med i arbejdet.Der er ikke nok danske startups, der vokser sig store
De hurtigst voksende virksomheder i verden er digitale, men der er ikke nok danske startups, der vokser sig store.
Fremtidens Novo, Carlsberg og Vestas bliver skabt i disse år, og vi skal sørge for, at de nye frø kan spire, vokse og skabe vækst og arbejdspladser her i Danmark.
Ét af de vigtigste emner for partnerskabet vil være at skabe bedre rammer for innovation i den offentlige sektor.
Det offentlige brugte i 2019 ca. 16 mia. kr. på it.
Hvis en større del af de penge blev brugt på at købe innovative, digitale løsninger hos startups, kunne vi hjælpe den offentlige sektor med alt fra at bekæmpe nedslidning, skabe bedre undervisning og styrke sundheden gennem ansvarlig brug af teknologi og samtidig give vækstlaget i dansk erhvervsliv et kæmpe løft. Der er fantastiske succeser, hvor f.eks. Skat har haft modet til at satse på en startup.
Da danskerne sad i kø for at tjekke deres årsopgørelse på nettet, brugte de nemlig en tjeneste fra virksomheden Queue-it.
Staten var den første kunde for Queue-it og var derfor fødselshjælper til en virksomhed, der i dag er blevet en global succes med ca. 100 medarbejdere.
Desværre oplever vi, at kommuner, regioner og stat ofte vælger få, store udbydere, når de skal vælge digitale løsninger.
Det opfattes måske som mere trygt og nemt at vælge en af de store, men det koster innovationskraft, skader konkurrencen og mindsker mulighederne for vækst og eksport i Danmark.
Tænk, hvis historien med Queue-it ikke var undtagelsen, men at vi satsede på de danske iværksættere. Det ville være godt for den offentlige sektor og godt for den digitale eksport og vækst.
Jeg glæder mig til at drøfte dette og meget andet med regeringens digitale partnerskab.