Regeringen indgik tirsdag forlig med Venstre, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om en grøn skattereform. Den grønne skattereform har været ventet med spænding, da skatte- og afgiftssystemet er nøglen til at nå vores klimamålsætninger med færrest mulige økonomiske omkostninger. Klimarådet, de økonomiske vismænd og andre eksperter har længe argumenteret hårdt for, at alternativerne til en høj ensartet CO2-afgift både vil det gøre det betydeligt mere usikkert og meget dyrere at nå i mål med vores ambition om, at CO2-udledningen skal reduceres med 70 pct. inden 2030.
Regeringen har indtil tirsdagens aftale holdt en høj ensartet CO2-afgift fra livet – men i aftalen forpligter forligspartierne og regeringen nu hinanden på, “at en ensartet afgift på CO2 er et afgørende instrument til at indfri 70 pct.-målsætningen”. Det er ubetinget et skridt i den rigtige retning.
“Det er glædeligt, at aftalen er lavet hen over den politiske midte
Her halvandet år efter beslutningen om den ambitiøse målsætning kunne man dog nok have forventet, at man havde en grøn skattereform med en CO2-afgift som det centrale virkemiddel klar. Det er ikke tilfældet – heller ikke med tirsdagens reform. Først nu skal man finde ud af, hvordan en sådan afgift i praksis kan indføres. Det skal ske i regi af en ekspertgruppe – en ekspertgruppe, der først endeligt skal afrapportere om to år.
Det gør, at virksomhederne de kommende år ikke kan træffe investeringsbeslutninger med udgangspunkt i en sikker viden om den fremtidige beskatning af CO2. Det gør alt andet lige, at virksomhederne ikke i 2021 og måske heller ikke i 2022 kommer til at investere optimalt i en klimasammenhæng.
Vores klimamålsætning er i udgangspunktet så ambitiøs, at alle ved, at det grænser til det urealistiske. I det lys er det at spilde halvandet år på at gå rundt om den varme grød for derefter blot at nedsætte en ekspertgruppe et helt utilstrækkeligt ambitionsniveau. Det er beklageligvis heller ikke lykkedes for politikerne at modstå fristelserne til at snige pyntegrønt ind i aftalen. Pynten forskønner nok billedet på overfladen, men det gør den grønne omstilling dyrere. Særlige investeringsvinduer og ekstrafradrag for forskning og udvikling er dyrt – og giver højest små klimaeffekter. Der er, som vismændene tidligere har konkluderet, derudover ikke overbevisende argumenter for, at forsknings- og udviklingsudgifter skal kunne trækkes fra med en skatteværdi på 130 pct.
Uanset rosens torne er det værd at glæde sig over, at der med tirsdagens aftale nu tages endnu et skridt på den lange klimamarch. I den forbindelse er det særligt glædeligt, at der er tale om en aftale hen over den politiske midte. Det sikrer, at den fremtidige CO2-afgift er troværdig. Det har stor betydning for, hvor hurtigt aftalen kan forventes at få effekt. En troværdig afgift behøver strengt taget ikke at blive indført straks for at virke med det samme.
Det afgørende er, at virksomhederne ved, at afgiften kommer, og hvor høj den bliver, så inddrages den fremtidige afgift i virksomhedernes investeringsbeslutninger mange år tidligere. Men det kræver så også, at politikerne ikke efterfølgende fristes til at sætte spørgsmålstegn ved afgiftens fremtidige størrelse, selvom det måske kan være politisk opportunt.
