ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Pape og Juul: Den “grønne” regering har skabt en decideret katastrofe for den grønne omstilling og erhvervslivet

Regeringen har lukket døren for den såkaldte åben dør-ordning, der giver energiselskaber nem adgang til opstilling af vindmøller i Danmark. 
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen har lukket døren for den såkaldte åben dør-ordning, der giver energiselskaber nem adgang til opstilling af vindmøller i Danmark. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Regeringen har med et brag lukket åben dørordningen og forvandlet den spirende grønne omstilling til et makværk af dimensioner

Armbevægelserne var store, da statsminister Mette Frederiksen (S) for lige omtrent et år siden deklamerede i Politiken, at hun ikke længere var rød, før hun var grøn. Hun havde tænkt sig om, og nu skulle klimaet endelig have førsteprioritet.

Der skulle fart på den grønne omstilling, og det kunne kun gå for langsomt.

Det lød alt sammen rigtig godt. Derfor var vores skuffelse også så meget desto større, da Mette Frederiksen forleden blotlagde, at SVM-regeringen på rekordtid har forvandlet den spirende grønne omstilling i Danmark til et makværk af dimensioner.

Nægter at tage ansvar

Ud af det blå er den såkaldte åben dør-ordning, som giver energiselskaber nem adgang til at opstille havvindmøller i Danmark, blevet lukket med et brag.

Det lyder måske teknisk, men betyder i praksis, at den grønne omstilling er sat i bero på ubestemt tid.

Der ligger nemlig hele 33 aktive ansøgninger gennem ordningen og venter på grønt lys til at bygge havvindmølleparker i Danmark. Der er tale om virksomheder, der allerede har gjort alt forarbejdet, og nu er klar til samlet at syvdoble den energiproduktion, danske havvindmøller i dag leverer.

Virksomheder, som stod med spaden i hånden, klar til at tage det første stik mod en grønnere fremtid, men som nu ikke aner, om de er købt eller solgt.

Det er næsten lige så pinligt, som det er katastrofalt.

Hvis regeringen vil den grønne omstilling, skylder de at sikre det private erhvervsliv langt bedre vilkår.

Desværre er der ikke noget, der tyder på, at regeringen tager situationen seriøst. Da vi forleden bad Mette Frederiksen forklare, hvorfor man spontant har sat den grønne omstilling på pause, svarede hun udenom og henviste i stedet med vanlig ansvarsfralæggelse til klimaminister Lars Aagaard (M).

Sidstnævnte har dog heller ikke kunnet levere et tilfredsstillende svar endnu.

Den umiddelbare forklaring lyder, at Energistyrelsen – ud af det blå og uden henvendelse fra EU – pludselig har vurderet, at ordningen kan være i strid med EU-regler om statsstøtte og derfor lige så pludseligt har sat ordningen på pause.

Hvilken virksomhed vil nogensinde turde lægge tid, penge og kræfter i at gennemføre grønne projekter i Danmark, hvis man risikerer at få skrinlagt sit arbejde

Det er bare ikke godt nok.

Man har lignende ordninger i andre lande, og det er ikke længe siden, at vi justerede den danske ordning i Folketinget. Hvorfor skulle den pludselig være i uoverensstemmelse med EU-lovgivning?

Og hvorfor har man så handlet så overilet og kastet dansk erhvervsliv ud i limbo?

Under coronakrisen kunne vi nemt og hurtigt få svar på de statsstøtteproblematikker, der opstod. Hvorfor har man denne gang ikke søgt svar på sine bekymringer, inden man satte himmel og jord i bevægelse? Når ikke statsministeren vil svare på det, så må klimaministeren jo.

Derfor har vi kaldt ham i samråd, så vi hurtigst muligt kan finde en løsning på alle de problemer, som lukningen af ordningen medfører.

For helt ærligt: Hvilken virksomhed vil nogensinde turde lægge tid, penge og kræfter i at gennemføre grønne projekter i Danmark, hvis man risikerer at få skrinlagt sit arbejde fra den ene dag til den anden? Ikke ret mange, og det er et kæmpe problem. Først og fremmest fordi både energikrise og klimaforandringer gør det tvingende nødvendigt at gennemføre den grønne omstilling.

Men også fordi Danmark lige nu har mulighed for at gøre den grønne omstilling til en fantastisk forretning til gavn for hele samfundet.

Kræver investeringer

Vi både kan og bør nemlig udnytte den førerposition, som Danmark har inden for særligt vindkraft. Vi er verdensmestre i vind.

Hvis vi bare kan komme til for vores egne bespænd. Hvis vi bare vil tage det alvorligt, at vi rent faktisk kan gøre Danmark både grønnere og rigere.

Alene Copenhagen Infrastructure Partners og Ørsted, som har igangværende projekter for i alt 6,3 gigawatt – altså knap halvdelen af den samlede mængde projekter i ordningen – forventer, at deres projekter vil generere 66 mia. kr. i skatteindtægter og skabe henholdsvis 22.800 midlertidige og 3600 permanente job.

Samtidig er en markant udbygning af vores vindenergi afgørende for, at vi kan blive førende inden for fremtidens power-to-x-teknologi, der kan blive endnu et erhvervseventyr for Danmark.

Power-to-x er den teknologi, som vi i fremtiden bl.a. kan bruge til at lave grønt brændstof. Det kan være en gamechanger i den grønne omstilling og – hvis vi sikrer teknologien de rette forudsætninger – den næste store danske eksportvare.

Men hvis det skal lykkes for os, så kræver det, at vi producerer en masse grøn energi, og alt dette er altså blevet sat på pause, nu hvor åben dør-ordningen er smækket i.

Sagt med andre ord – og helt uden omsvøb – er det en decideret katastrofe for den grønne omstilling og for dansk erhvervsliv, hvis vi ikke hurtigst muligt kommer til bunds i sagen.

For ved pludselig at smække med døren til den grønne omstilling udfordrer regeringen alle de klimaambitioner, vi har for Danmark.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis