ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Kristian Skriver: Demografisk stormvejr kan gøre velfærden til et halvfjernt fortidsminde

Vores træk på offentlige servicer eksploderer, når vi krydser 80 år – især inden for sundhed og pleje. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vores træk på offentlige servicer eksploderer, når vi krydser 80 år – især inden for sundhed og pleje. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Der er uvejr forude. Vi står ikke bare over for demografisk modvind. Vi står over for et demografisk stormvejr.

I 2040 vil der ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning være 208.000 flere personer i Danmark, der er 80 år eller ældre. Det er hele 71 pct. flere end i dag. Den kraftige stigning skyldes, at nogle store årgange ventes at krydse grænsen mod de 80 år. Samtidig er det den klare forventning, at vi på sigt lever længere.

Det får konsekvenser, for analyser fra Finansministeriet viser, at vores træk på offentlige servicer eksploderer, når vi krydser 80 år. En gennemsnitlig 65-årig danskers træk på offentlig service såsom sundhed, uddannelse og pleje koster i underkanten af 50.000 kr. om året. En gennemsnitlig 85-årig danskers træk på offentlig service koster i underkanten af 150.000 kr. om året.

Det er blandt andet behovet for sundhed og pleje, der vokser kraftigt, når man bliver ældre. Der er altså udsigt til markant flere ældre, der har et stort behov for sundhed og pleje.

Vi skal i den grad ruske “plejer” rundt og gøre tingene på en ny og bedre måde. Ellers får vi virkelig problemer med at løfte velfærden i fremtiden

Der er heldigvis tendenser til, at når vores gennemsnitlige levealder stiger, forbedres også vores sundhed. Det kaldes for sund aldring. Det vil sige, at f.eks. en 80-årig i fremtiden ikke vil trække lige så meget på sundhedsvæsnet, som en 80-årig gør det i dag.

I fremskrivningerne, som Finansministeriet og De Økonomiske Råd udarbejder, er der afsat penge til de mange flere ældre, men den store bekymring går på, om der er hænder nok til at håndtere de mange nye ældre. For samtidig med, at vi frem mod 2040 bliver 208.000 flere over 80 år, bliver der 85.000 personer færre mellem 20 og 69 år, som vi typisk kalder for den arbejdsdygtige alder.

Den senere tilbagetrækning vil afbøde en del af det kraftige fald i antallet af personer i den arbejdsdygtige alder. Men selv om tilbagetrækningsalderen øges, vil den demografiske modvind fra flere ældre og færre personer i den arbejdsdygtige alder gøre, at der næppe er mange flere hænder til, at de private virksomheder kan vokse.

Modvind eller stormvej?

Derfor bliver det helt afgørende, at både de private virksomheder og den offentlige sektor formår konstant at tænkte anderledes og innovativt i opgaveløsning, så det samme serviceniveau og den samme afsætning kommer i hus med færre hænder.

Vi skal i den grad ruske “plejer” rundt og gøre tingene på en ny og bedre måde. Ellers får vi virkelig problemer med at løfte velfærden i fremtiden. Så kan den overordnede gode velfærd, som vi kender i dag, blive et halvfjernt fortidsminde.

Regeringen gør derfor ret i at have dette højt på dagsordenen.

Vi skal satse på, at sund aldring, tilbagetrækning og øget produktivitet kan afværge en del af det demografiske stormvejr, vi går i mod. Det kan forhåbentlig være med til at sikre, at stormvejret kun mærkes som demografisk modvind.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis