På en måde var det bare nemmere i gamle dage. Gamle dage forstået som efterkrigstiden frem mod begyndelsen af 1990’erne, hvor jerntæppet lå som en klar defineret politisk og ideologisk grænse mellem øst og vest. Hvem var ven, og hvem var fjende, var veldefineret, og selvom det udenrigspolitiske spændingsniveau i perioder var højt og ubehageligt, så var der ikke meget tvivl om, hvem vi handlede med, og hvem vi havde varme diplomatiske forbindelser til.
Jeg drømmer mig ikke tilbage til en tid, hvor verden var delt i to lejre, men en 30 års periode med øget handel og globalisering på tværs af lande, regioner og verdensdele efterfulgt af den nuværende situation, hvor hele verdens alliancer er til debat og diskussion, giver virkelig stof til eftertanke.
“Vi skal maksimere vores indflydelse og viden i en verden af usikkerhed
Rusland har invaderet dele af Ukraine, Kina rasler med sablerne over for Taiwan, USA kigger indad og stiller nye krav til udenlandske virksomheder for bare at tage nogle af de helt store geopolitiske rystelser, som regeringen skal forholde sig til, og som den ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi udstikker kursen for.
Som repræsentanter for verdens måske mest globaliserede branche, skibsfarten, har vi i Danske Rederier nogle klare ønsker til, hvordan Danmark i fremtiden bør agere ude i verden. Vores rederier sejler og tager laster i hele verden, og derfor er det meget få udenrigs- og sikkerhedspolitiske begivenheder, som ikke kan mærkes et eller andet sted i vores branche.
Derfor blev jeg glad, da jeg tirsdag læste regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og kunne konkludere, at der vil blæse nye vinder over Danmarks udenrigspolitik fremover.
I Danmark er vi nødt til at være realistiske og erkende rækkevidden af dansk udenrigspolitik. Med den nuværende geopolitiske udvikling bør fokus være på, hvordan Danmark bæres sikkert og godt igennem de globale spændinger. Vi skal ikke kaste vores værdier over bord, men vores tilgang til udenrigspolitikken skal være præget af pragmatisk idealisme og samtidig tage udgangspunkt i fælles interesser.
Og skal vi være pragmatiske og realistiske, er EU næste del af svaret, hvis vi vil sætte et tydeligt aftryk. Vi skal gennem EU koordinere vores tilgang til Rusland, Kina, USA, Iran osv., og vi skal bruge EU’s økonomiske tyngde til at bygge nye og stærke bånd med resten af verden. Det er jeg glad for, der afspejles i den nye strategi.
Tiden er ikke til cherry picking i forhold til, hvem vi vil handle med. Misforstå mig ikke, jeg ser på ingen måde, at vi skal agere på en måde, som kan gavne f.eks. russerne. Men vi er nødt til at handle og indgå kommercielle partnerskaber med lande, som vi ikke nødvendigvis deler alle værdier med.
Som land kan vi fra dansk side ikke være resten af verdens værdikrigere, hvis vi skal klare os i international konkurrence. Vi skal søge handelsfællesskaber både på dansk og EU-plan med de lande, man kan kalde “friendly competitors”.
En strategi er som udgangspunkt ikke fulgt op af en pose penge. Men regeringen beskriver selv i regeringsgrundlaget en styrkelse af udenrigstjenesten, og det er også nødvendigt, hvis den nye udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi skal føres ud i livet og gøre gavn.
Ambassaderne og repræsentationerne er hjørnestenene i det danske diplomati og helt essentielle for dansk erhvervsliv. Med det mere komplekse verdensbillede får vi fra danske rederier i endnu højere grad brug for modig og fremadskuende rådgivning.
Derfor er jeg glad for, at den nye strategi peger på, at Udenrigsministeriet i højere grad skal kunne yde geopolitisk rådgivning til dansk erhvervsliv.
En god rådgivning i rette tid kan mindske risikoen for, at danske virksomheder kommer i klemme i fremtidige geopolitiske rystelser, fordi ministeriet har tænkt forskellige scenarier igennem og drøftet dem med dansk erhvervsliv. Det vil kræve ressourcer dedikeret til Udenrigsministeriet at understøtte en sådan rådgivning, og det vil være nødvendigt at styrke den danske tilstedeværelse med både handels- og sikkerhedsrådgivere på de vigtigste ambassader og konsulater.
I den nye geopolitiske virkelighed – og med de nuværende stormagtsspændinger – er det endnu vigtigere at have en selvstændig tilstedeværelse.
Vi skal maksimere vores indflydelse og viden i en verden af usikkerhed. Det er jeg sikker på regeringens nye udenrigs – og sikkerhedspolitiske strategi vil bidrage til.
Herfra er der kun at sige, at udmøntningen af den nye strategi kun kan gå for langsomt.
