ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat: Stærke arbejdsfællesskaber kræver proaktive og tydelige ledere

Som leder skal man huske at skabe rum for mere uformel kommunikation og humor. Arkivfoto: Afolabi Sotunde/Reuters/Ritzau Scanpix
Som leder skal man huske at skabe rum for mere uformel kommunikation og humor. Arkivfoto: Afolabi Sotunde/Reuters/Ritzau Scanpix

I denne tid, hvor Coronakrisen har vendt op og ned på vores hverdag, er vi tvunget til at finde nye måder at arbejde sammen på. Den øgede mængde af virtuelle møder og skriftlig kommunikation fungerer mange steder godt, men samtidig udfordrer det noget helt centralt på vores arbejdspladser: fællesskaberne.

Er vores mål f.eks. at sikre grøn omstilling – eller slet og ret at overleve? Her stiger behovet for tydelig kommunikation og klarhed om organisationens mål

I Maple har vi lavet en række antropologiske studier af arbejdsfællesskaber blandt medarbejdere i forskellige brancher; fra slagterimedarbejdere til ingeniører og topadvokater. På tværs af professioner og arbejdspladser er det tydeligt, at stærke arbejdsfællesskaber er afgørende for medarbejdernes trivsel og dermed også for sunde og velfungerende organisationer.

Særligt tre elementer er centrale for at skabe og opretholde arbejdsfællesskaber: a) den gode tone, b) hverdagens rutiner og kontakt, og c) klare mål. De gælder i alle tider – både i den nuværende ekstraordinære situation og i normale tider – og det gør en markant forskel, når ledere arbejder aktivt med dem.

Den gode tone styrker arbejdsglæden

Det gode arbejdsmiljø kommer bl.a. til udtryk ved en god tone på arbejdspladsen. Det handler om noget så grundlæggende som, at man hilser på hinanden, taler pænt og respektfuldt til og om hinanden (også bag lukkede døre), at der er humor og lethed i kommunikationen og generelt en god stemning på arbejdspladsen.

Den gode tone lever særligt i spontane, uformelle møder, f.eks. når man mødes ved kaffemaskinen, deler en sjov historie med sidemanden i det åbne kontorlandskab eller er ude og bowle med sine kollegaer. I disse uger, hvor vi kun mødes virtuelt på planlagte tidspunkter eller kommunikerer på skrift, har de spontane møder trange kår, og det kan svække arbejdsglæden.

Vi har i den seneste tid bemærket, at nogle organisationer, laver små, sjove tiltag, som f.eks. konkurrencen “gæt et hjemmekontor”, og vi vil opfordre til, at man som leder husker at skabe rum for mere uformel kommunikation og humor.

Hverdagens rutiner styrker relationer

På mange arbejdspladser er hverdagen kendetegnet ved det fysiske fællesskab – at man er på det samme sted på samme tidspunkt – og en række rutiner. F.eks. at møde ind på et bestemt tidspunkt, sige godmorgen til receptionisten, spise frokost med kollegaerne kl. 12 og have et fast ugentligt afdelingsmøde. Det skaber tydelige fælles rammer om vores kontakt og relationer på arbejdspladsen, og interaktionen sker næsten automatisk.

Når vi – som i disse uger – ikke længere har den nære kontakt med hinanden, erstattes det nære, fysiske fællesskab med et fællesskab på afstand. Her skal vi i langt højere grad være proaktive ift. kontakt med hinanden, og der er risiko for, at nogle medarbejdere kan føle sig alene.

Her bør man som leder sørge for proaktivt at holde og opfordre til kontakt – både mellem leder og medarbejder, men også medarbejderne imellem. Her har vi set fine eksempler som virtuelle frokoster og fredagsbarer samt video-statusmøder et par gange om ugen, der kan fungere som nye rammer om fællesskabet i denne uvante tid.

Klare mål skaber tryghed

Medarbejdere, der oplever at have et fælles mål, er typisk mere engagerede og trygge. Det kræver en ledelse, der kommunikerer tydeligt om, hvor organisationen skal hen og hvorfor – og hvad det betyder konkret i medarbejdernes hverdag.

Men når organisationers overordnede mål er uklart eller ofte skifter, så skaber det usikkerhed blandt medarbejderne. Når organisationer kommer under pres – som i disse dage – kan oplevelsen af et klart, fælles mål svækkes i særlig grad. Er vores mål f.eks. at sikre grøn omstilling – eller slet og ret at overleve? Her stiger behovet for tydelig kommunikation og klarhed om organisationens mål, og hvad det konkret betyder for medarbejderne.

Denne tid er præget af uvished og mangel på kontrol, og ingen kender coronakrisens konsekvenser for virksomhederne. Men netop opretholdelsen af arbejdsfællesskaber er noget, man som leder har en vis kontrol over.

Baseret på vores antropologiske studier, vil vi derfor opfordre til, at ledere er både tydelige og proaktive i forhold til at værne om de stærke arbejdsfællesskaber, at have fokus på den gode tone, opretholde rutiner og kontakt, og at kommunikere klare mål.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis