For nylig blev jeg valgt ind i en forenings bestyrelse. På det konstituerende møde kom spørgsmålet om strategi op. Ingen kunne finde den seneste version af strategien og huskede kun svagt, hvad der stod.
Vi er generelt bedre til at formulere strategier end til at få dem implementeret. Fra undersøgelser ved vi, at kun omkring 10 pct. kender og forstår de strategiske mål.
Vi er heller ikke de hurtige omstillingers mestre. En undersøgelse omtalt i Mandag Morgen viste, at 85 pct. af alle ledere føler sig mest begrænsede af indre faktorer.
Når jeg holder oplæg, spørger jeg deltagerne om kompleksitet. Næsten alle er enige: I stigende grad er uforudsete overraskelser på spil, når værdi tabes eller vindes. Behovet for store og små omstillinger øges og kommer oftere og oftere.
“Øget kompleksitet kræver særlige måder at agere på. Meget af det, vi plejer at gøre, mister virkning – eller kan endda ende med at gøre ondt værre
Vores drøm er at opfange nye signaler i tide og at kunne handle, mens der stadig er mulighed for at træffe de bedste beslutninger.
Med øget kompleksitet ændres strategi fra noget, der formuleres og implementeres til noget, der konstant kræver tilpasning. Snarere end at sætte en bevægelse i gang bliver processen en korrektion af en bevægelse, der allerede er i gang. Strategi skifter fra at være forudformuleret (intensional) mod at være noget, der formuleres og forbedres undervejs (emergerende).
Fra “hvor skal vi hen?” bliver spørgsmålet: “Hvor er vi på vej hen?”. “Er det der, vi gerne vil hen?” bliver tillægsspørgsmålet. Pivot or persevere, som Eric Ries formulerede det i sin nu klassiske bog.
Donella Meadows talte om at danse med kompleksitet. Fra at være noget, der rulles ud fra hjørnekontoret med årlig frekvens, bliver strategiarbejdet tilsvarende en slags dans midt i kontoret.
Dansen er en metafor for løbende at afstemme planerne og strategien. Gennem dansen ses sammenhængen klarere. Alle har en rolle i at holde øje med, om noget forstyrrer balancen. Måske ser du noget, som ingen andre hidtil har set eller indset? Dansen holder strategien og planerne koblede – under dansen kan begge ændres – strategi og planer påvirker gensidigt hinanden.
En gammelmodig kultur, hvor ting ikke bliver hørt eller hvor ubehageligheder fejes under gulvtæppet, vil i stigende grad være udfordret. Konsekvensen er ofte unødvendige økonomiske tab og frustration blandt medarbejderne.
Øget kompleksitet kræver særlige måder at agere på. Meget af det vi plejer at gøre mister virkning – eller kan endda ende med at gøre ondt værre. Svaret på kompleksitet er delvis at dekomponere eksisterende praktikker og genopbygge i simplere og mere rapfodede former.
Hvad der kræves, er ofte det modsatte af, hvad du umiddelbart tænker. I stedet for mere kontrol, er det muligt at slække behovet for kontrol? I stedet for mere koordination, kan behovet for koordination reduceres?
Behovet for tilpasning opfattes sagt enkelt som en trussel mod det bestående. Ændringerne er som sådan ikke store, men de leder til en stor omfordeling af magt – både den synlige og usynlige. Fra at være en delvis lukket og fragmenteret samtale i mange lag og områder af organisationen bliver samtalen om strategi og planer forankret i et løbende og åbent samarbejde.
Arbejdet med løbende at sammenholde strategi og planer leder ofte til, at ikkevigtige aktiviteter nærmest går væk af sig selv. Nogle gange med lidt hjælp. Jeg har været vidne til en direktør, som skrinlagde en større udviklingsaktivitet det øjeblik, den kom op til overfladen. På nærmest Egon Olsensk vis blev det påtalt, at “vi har jo aftalt ikke at lave tilpasninger til den kunde”. Samtalen kan tages på andre måder, men det understreger potentialet.
Erfaringsmæssigt ved vi, at omkring 20 pct. af aktiviteterne typisk genovervejes, når kontrasten mellem planer og strategisk retning bliver skarpere.
En stærkere koblet strategiproces fanger løbende om helhedsbilledet er i balance. Det bliver mere synligt, når noget ændres og giver mindre plads til “misforståelser” – noget som kræves for hurtige og koordinerede skift, når de behøves.
Mit vigtigste råd: Den største udfordring er typisk at opgive dele af kontrollen og forudsigeligheden på den korte bane for at opnå kontrol og styrbarhed på den lange bane. Ofte er det ikke klart, hvad der skal til. Her er nogle nye idéer: Overvej om det er tid at prøve noget nyt. Lad retningen styre strategien. Inviter flere til at deltage. Inviter til dans.
Når først du er i gang, er det ikke så vanskeligt, som du måske tror – den første dans kan finde sted i løbet af en måneds tid.
Den typiske reaktion, når først dansen kommer i gang, er: “Wow, det er det bedste overblik, jeg nogensinde har fået!” Nogen taler om et pust af frisk luft.
