Det danske arbejdsmarked er tilsyneladende røget ind i et uheldigt dilemma med hårdt optrukne fronter. Danskerne vil arbejde mindre, mens de store årgange er på vej på pension, levealderen stiger, og der bliver færre til at forsørge flere.
Det giver umiddelbart store udfordringer for virksomhederne, men måske kan dilemmaet bruges til at overveje nogle grundlæggende ting ved, hvordan vi arbejder i Danmark. Lad os først se på udbuddet. Det, der efterspørges, er fleksibilitet og færre timer.
“Det er ikke på samme måde afgørende at eje sin arbejdskraft, det afgørende er, at have den til rådighed, når der er brug for den
Hvis det skal indarbejdes i en lønmodtagerkontekst, kommer det hurtigt til at ligne et nulsumsspil. Mere fri til den ansatte giver mindre produktivitet til virksomheden. Men hvad sker der, hvis vi skifter lønmodtageren ud med en freelance-tankegang? Det viser sig, at der sker flere ting både på individniveau og i forhold til tilrettelæggelsen og organiseringen af arbejdet.
Ting, der måske kan få 1+1 til at give 3. På det individuelle niveau ser vi hos Factofly, at freelancere kommer med en enorm vilje til at tage ansvar for deres egen karriere. Det betyder, at der bliver knoklet, og at sygefraværet er forsvindende lille.
Samtidig er motivationen stor – og nok så vigtigt – så er de meget ofte specialiserede og effektive med en høj produktivitet.
Disse ting kan i sig selv tænkes at øge arbejdsudbuddet og produktiviteten, men naturligvis vokser træerne ikke ind i himlen. Freelancere bliver også syge, og selvfølgelig kan der også ske forkerte matches mellem freelancer og arbejdsgiver.
Men fordelene ved mere freelancearbejdskraft vokser, hvis vi vender os mod virksomhederne og en model, der også bliver kaldt en blended workforce. Fra virksomhedernes side er der nemlig flere andre ting i spil, som både handler om store samfundsomvæltninger og den omsiggribende tendens til specialisering.
Samfundsomvæltningerne først.
De seneste to store kriser er covid-19 og krigen i Ukraine med klimakrisen som et konstant mørkt bagtæppe. Disse kriser har en enorm indvirkning på erhvervslivet. Noget af det, der er sket, er, at det har fået et stigende antal virksomheder til at indse nødvendigheden af fleksibilitet i ansættelserne.
Vi kan simpelthen ikke længere regne med, at vi ved, hvordan verden ser ud om en måned, om et år og om fem år. Derfor er vi nødt til at vælge fleksibiliteten til, så vi kan reagere hurtigt på omvæltninger og tilpasse personalesituationen derefter. Den udvikling er i fuld gang allerede.
Mens vi hos Factofly hjælper freelancere inden for vidensfag i bred forstand, oplever vores kolleger med speciale inden for udlejning af it-freelancere skiftet fra første række. For fem år siden var normen for freelancere i en afdeling 7 pct.
I dag er det op mod 30 pct. Det antyder et skift i, hvordan virksomhederne anskuer deres arbejdskraft. Det er ikke på samme måde afgørende at eje sin arbejdskraft, det afgørende er, at have den til rådighed, når der er brug for den.
Det mindset matcher samtidig perfekt den stigende specialisering. Det betyder nemlig, at mange kompetencer ikke er genstand for et konstant behov, men allerhelst kun skal være til rådighed, når der er brug for dem. Tag et eksempel fra marketingområdet. Der var det før almindeligt at være ansat som generalist og kunne løse opgaver i bred forstand.
I dag er det nødvendigt med specialister inden for bestemte nicher med forskellig brug af hver enkelt platform osv.
Den slags eksperter vil mange smv’er langt fra have brug for i en fuldtidsstilling, og de vil ofte heller ikke kunne tiltrække dem. Men de kan hyre dem ind efter behov og har på den måde skiftet én fastansat generalist ud med fem løst tilknyttede specialister.
På den måde får de specialistviden til at løfte sig på de områder, hvor der er brug for det, mens de slipper for både omkostninger og risici ved at eje dem.
Tendensen erstatter den lange ansættelse og det evige fokus på medarbejderloyalitet med et fokus på at have det rigtige til rådighed på det rigtige tidspunkt.
Hvis vi samler trådene, står vi altså tilbage med en mulighed for at skabe et arbejdsmarked, hvor arbejdstagerne får mere fleksibilitet og samtidig får lov at specialisere sig i præcis det, de bedst kan lide og performer bedst med.
På den anden side får virksomhederne større motivation og mere præcist tilpassede kompetencer med alt, hvad det medfører af øget produktivitet, øget fleksibilitet og færre spildomkostninger til lejlighedsvist inaktive medarbejdere.
Tilgangen kan ikke løse alt, og det er klart, at freelancetilværelsen ikke er for alle, ligesom der også er stor brug for fastansatte medarbejdere til mange opgaver.
Men hvis vi kombinerer en øget brug af freelancere med større fleksibilitet og frihed til de fastansatte og dropper den 8-16-tankegang, har vi taget konstruktivt hul på problematikken i stedet for at låse os fast i dilemmaet.
