På Jordens dag høres der dramatiske advarsler om klimaændringer alle vegne. Og der er ingen tvivl om, at USA’s præsident Biden på sit klimatopmøde vil sige endnu engang, at den globale opvarmning udgør en “eksistentiel trussel.”
“Vi kunne tackle de fleste af verdens største problemer med en brøkdel af, hvad vi bruger på klimaet
Men størstedelen af hysteriet er vildt overdrevet. Denne konstante klimaalarmisme er kulminationen på de seneste årtiers evindelige miljøangst. Allerede i 1982 forudsagde FN, at klimaændringer sammen med andre miljøproblemer kunne blive årsag til en verdensdækkende “katastrofe, der er lige så total og uafvendelig som et nukleart holocaust”, inden år 2000. Selvsagt gik det ikke i opfyldelse.
I dag får global opvarmning skylden for stort set enhver katastrofe, og vi får at vide, at vi skal ændre verden drastisk inden 2030 for at undgå, at den går under.
Sådanne uforsvarlige overdrivelser ødelægger vores evne til at tage fornuftige beslutninger om fremtiden. Der foreligger faktisk beviser for, at klimarelaterede katastrofer dræber langt færre end nogensinde før. Over det seneste århundrede er antallet af døde fra oversvømmelser, tørker, storme, skovbrande og ekstreme temperaturer utroligt nok faldet med hele 98 procent.
Og den ofte drøftede skæringsdato i 2030, når problemet med klimaændringer skal være løst, er heller ikke korrekt. Den beror på en vilkårlig politik, som der rent faktisk ikke er noget større land, der følger.
Desuden er påstanden om verdens undergang en vild overdrivelse. FN’s Klimapanel anslår, at gennemsnitsmennesket om et halvt århundrede vil være 363 pct. rigere end i dag. Når de medtager alle følgerne af klimaændring, kommer stigningen i rigdom i stedet til at svare til 356 pct. af nutidens indkomster. Det er et problem, men det er ikke verdens undergang.
Klimaændring er et reelt og menneskeskabt fænomen, og det er et problem, vi bør tackle smart. Men vilde overdrivelser skræmmer os fra vid og sans, og i vores panik vælger vi dyre, men dårlige, politikker, der gør verden meget værre stillet.
Paris-aftalen er blevet fremført som løsningen på klimaet, men ifølge FN’s egne beregninger kommer den stort set ikke til at udrette noget. I bedste fald opnår den blot 1 pct. af det, de politiske ledere har lovet. Og der er intet større land, der er på vej til rent faktisk at holde, hvad det lover.
Paris-aftalen er fænomenalt dyr og koster 1-2 tusind mia. dollar hvert år til 2030. Men selv hvis alle lande rent faktisk holdt, hvad de har lovet, herunder også Obamas løfter for USA, og blev ved med at holde dem i resten af århundredet, ville virkningen være en næsten umålelig temperaturreduktion på 0,19°C ved århundredets udgang. Omkostningerne ville være langt større end fordelene, idet hver dollar, man brugte, kun ville afværge globale klimaskader for 11 cent.
Men der er andre omkostninger forbundet med det overdrevne fokus på klimaproblemet i en verden fuld af problemer. Covid-19 har vist os, hvordan vores altoverskyggende bekymring over klimaet gør, at vi er dårligt forberedt på alle de andre globale udfordringer.
Verdenssundhedsorganisationen har selv fremhævet den ene gang efter den anden over det seneste årti, at klimaet er en af verdens førende sundhedsudfordringer, hvilket muligvis er en af grundene til, at det så ud til, at coronavirussen kom helt bag på gruppen.
Når Bidens Nationale Klimarådgiver Gina McCarthy advarer os om, at klimaet er “vores tids mest betydelige offentlige sundhedsudfordring,” ser hun bort fra langt større sundhedsproblemer.
En tredjedel af alle dødsfald i USA skyldes hjerte-kar-sygdomme og mere end en fjerdedel kræft. Til sammenligning er kun en tredjedel af en procent varmedødsfald, hvilket ikke engang er så mange som de næsten syv procent, der dør af kulde hvert år. Og ekstremt vejr dræber kun 0,015 pct.
Verdens fattige kæmper mod meget større problemer som sult, fattigdom, dødsfald som følge af sygdomme, der let kan kureres, og mangel på uddannelse. Alle disse udfordringer har løsninger, hvor hver dollar kan hjælpe meget mere. Ved at bruge blot en tusindedel af det, Paris-aftalen koster, kunne vi redde over en million mennesker fra at dø af tuberkulose i dag. Hver dollar ville gøre gavn for over tusind gange mere, end hvis den blev smidt væk på klimaet.
Ligeledes kunne vi gøre fænomenalt meget bedre for meget færre penge, hvis vi hjalp børn ud af fejlernæring eller forbedrede indlæring i skolerne. Vi kunne tackle de fleste af verdens største problemer med en brøkdel af, hvad vi bruger på klimaet.
Jordens dag bekræfter, at vi skal tage os af planeten og dens beboere, og den minder os om, at vi bør gøre noget ved klimaet. Men vi er nødt til at gøre det smartere og mere effektivt. Vi bør ikke fortsætte med – og da slet ikke øge – vores enorme statsstøtte til ineffektiv sol- og vindenergi og elbiler.
I stedet skal vi bruge meget flere penge på grøn innovation. Hvis vi kan innovere prisen på fremtidens grønne energi ned under fossile brændstoffer, er det ikke blot velhavende danskere, men alle – i Kina, Indien og Afrika – der vil skifte til grøn energi.
Lad os gøre Jordens dag til en dag, der ikke drejer sig om overdreven klimaalarmisme, men i stedet om løsninger, der er ligetil og effektive.
