Vi er med coronakrisen sprunget flere år frem i udviklingen af vores kontorarbejdsdag, og når vi kommer tilbage til den analoge arbejdsplads, bliver vi – bevidst eller ubevidst – forholdt en ny virkelighedsopfattelse af den. Vi kommer – for at citere en klassisk amerikansk film fra 80'erne – tilbage til fremtidens kontorarbejdsplads. Eller mere presserende for ledelserne i organisationerne, nemlig medarbejdernes forventninger til arbejdspladsen og den netop genopfundne arbejdsfrihed.
Coronakrisen har ikke ændret på tendenserne. Den har alene fremskyndet udviklingen adskillige år. Krisen har på kvantespringsniveau virket som katalysator på alle strømninger og tendenser, der allerede påvirkede arbejdspladsen. Vi har alle oplevet, at det fysiske sted blev ophævet. Måske vi ikke har tænkt så nøje igennem, at tiden også blev ophævet gennem den individuelle selvtilrettelæggelse af arbejdet i coronatiden. Alt tyder i skrivende stund på, at vi i maj gradvist genindsættes på det fysiske arbejdsmarked i timeslots. Vi kommer til at opleve, at mange professionelle processer kan fungere alligevel.
