Spørgsmålet om busreklamer er endnu en gang bragt til debat efter, at Midttrafik har besluttet ikke længere at tillade busreklamer med seksuelt indhold. Det sker, ifølge Mittrafik selv, fordi nogen kan føle sig stødt over at se nøgen hud.
Om man føler sig stødt over at se lidt nøgen hud eller ej, er en diskussion til en anden god gang. For mit vedkommende handler det i højere grad om, hvordan og hvor meget vi skal regulere.
I vores dagligdag bliver vi løbende ramt af tusindvis af indtryk. Det sker hver eneste gang, vi åbner vores telefon, tænder vores fjernsyn, går en tur på strøget eller tager en tur med bussen. Vi ser billeder af mennesker og produkter. Vi ser reklamer. Vi ser informationskampagner. Alt sammen noget, der foregår på forskellige platforme i hele bybilledet.
Når debatten handler om nøgenhed eller spilreklamer på busserne, er det for mig at se en misforstået debat, for de indtryk, vi får, er ikke begrænset til de busreklamer. Overhovedet.
Når Midttrafik nu forbyder reklamer med seksuelt indhold – eller reklamer for spil for den sags skyld – er det blot symptombehandling af de problemer, man hævder at ville løse: seksualisering af kvinders kroppe eller spilafhængighed.
For selvom det ikke længere vil være muligt at se en reklame for et par nye bryster, spil eller en stripklub på bagsiden af bussen, vil det fremadrettet stadig være muligt at se den på busstoppestedet, mens du venter på bussen. Det virker skørt. Og det er markedsforvridende.
“Det skaber en skævvridning af markedet for reklamer, fordi noget pludselig er forbudt det ene sted, men tilladt det andet
Man fristes til at minde busselskaberne om at holde sig til deres kerneopgave frem for at agere smagsdommere: Kør bus, når I kører bus. Trafikselskaberne har nemlig en tendens til at glemme det – her kan også Movia, Danmarks største trafikselskab, nævnes. De har også udarbejdet et meget snævert sæt reklameregler, som “i øvrigt skal respektere Movias forretningsmæssige interesser og hensynet til Movias kunder efter Movias nærmere skøn”. Altså – Movias busser, Movias regler. Eller hvad?
Midttrafik lægger sig i slipstrømmen af andre aktører, som klatregulerer efter bedrevidende. For det gælder desværre ikke kun trafikselskaberne. Samme tendenser ser vi på kommunalt plan, eksempelvis i Randers Kommune, som i midten af maj besluttede, at de ikke længere ønsker at have reklamer for spil på busser og tog i kommunen.
Selvcensuren kan potentielt løbe som en steppebrand igennem både kommuner og trafikselskaber, hvor det kun er de få og ikke alle nødvendige aktører, som inddrages i diskussionen om, hvad f.eks. et forbud mod spilreklamer eller seksuelle reklamer reelt får af konsekvenser. Er det virkelig den vej, vi vil se vores samfund bevæge sig?
I Danmark er reklamer overordnet reguleret af markedsføringsloven. Det er yderst fornuftigt. Loven er aftalt af politikerne i Folketinget, og den skaber nogle rigtig fine rammer, som man som annoncører kan agere inden for. Når trafikselskaberne begynder at lave særregler på enkeltområder, bliver det svært for de enkelte erhvervsdrivende og annoncører at følge med – og for forbrugeren at forstå.
Det skaber en skævvridning af markedet for reklamer, fordi noget pludselig er forbudt det ene sted, men tilladt det andet – og det hjælper i sidste ende ikke de forbrugere, man gerne vil beskytte. Klatregulering fra trafikselskabernes side betyder kun, at busreklamerne mister værdi, fordi reklamerne stadig kan vises andre steder. Det er meningsløst.
Det er særligt meningsløst i en tid, hvor trafikselskaberne mangler indtægter. Så hvor man med den ene hånd beder om flere penge og hæver billettaksterne, mindsker man med den anden hånd indtægtspotentialet fra reklamer på grund af særhensyn, der ikke er at finde på andre reklameplatforme.
Hvis man ønsker en regulering af særlige typer reklamer, må svaret altså være, at det skal reguleres fra centralt hold, så reglerne bliver ens for alle – og reguleringen har en egentlig effekt.
Klatregulering kommer man ikke langt med, fordi det er helt tilfældigt hvilke reklameformater der kan klatreguleres, og hvilke der ikke kan, da de er drevet af private aktører.
Hvis man synes, bare bryster er et problem, er det altså ikke bussernes problem – så er det en udfordring, man bør tage op i Folketinget, fordi det er det eneste sted, du finder en reel løsning.
