ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Debat | Kære politikere, følg i Produktionsdanmarks fodspor og pluk grøn omstillings lavthængende frugter

Produktionsdanmark er energitung, men netop derfor har industrien allerede arbejdet med grønne effektiviseringer. Arkivfoto: Steven Achiam
Produktionsdanmark er energitung, men netop derfor har industrien allerede arbejdet med grønne effektiviseringer. Arkivfoto: Steven Achiam

Klimarådet har offentliggjort sin årlige statusrapport, og desværre er det for tidligt at lade champagnepropperne springe. For Danmark er et godt stykke fra at opfylde målene for grøn omstilling, men heldigvis vil der være god hjælp at hente fra produktionsvirksomhederne, hvis politikerne er klar til at prioritere området.

Der er meget læring og inspiration af hente i produktionsvirksomhederne

Med EU’s nye energieffektiviseringsdirektiv sættes der store og yderligere krav til energibesparelser i Danmark, og der er kommet et øget politisk pres på danske politikere. Et pres om at udvikle en klimapolitik, som er fremsynet, innovativ, og som fordrer virksomhederne til at gøre brug af hele værktøjskassen, hvis målene skal indfris.

I produktionsvirksomhederne har vi for længst erkendt dette, og det skyldes netop, at vi er dybt afhængige af energi. De danske produktionsvirksomheder har allerede energieffektiviseret 42 pct. fra 2007 til 2021.

Det betyder, at vi allerede har passeret EU’s grønne målsætning for 2030. Når det samtidigt tages i betragtning, at danske produktionsvirksomheder bruger, hvad der svarer til ca. en tiendedel af energiforbruget i den samlede danske økonomi, så betyder det altså en hel for del for Danmark, når vi effektiviserer.

Det er godt klaret – hvis vi selv skal sige det – men det stopper slet ikke her, for vi skal meget mere. F.eks. vurderede Energistyrelsen i en rapport fornyeligt, at der er potentiale for at energieffektivisere 10 pct. af energiforbruget i fremstillingserhvervene med investeringer, der har tjent sig hjem på maksimalt fire år. Der er altså stadig en række realiserbare projekter, som kan indfries, og dem er vi selvfølgelig klar til at forfølge.

Dette kræver dog, at der kommer langt mere fokus på potentialet i energieffektiviseringer fra politisk hold. For der er meget læring og inspiration af hente i produktionsvirksomhederne, og omvendt har produktionsvirksomhederne for længst plukket de lavthængende frugter.

Skal de grønne målsætninger indfries, kræver det politiske ambitioner og et europæisk udsyn – et sted at starte ville være at påbegynde arbejdet med en ambitiøs national energieffektiviseringsstrategi og samtidig sikre, at der er lige konkurrencevilkår på tværs af de europæiske landegrænser.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis