I dag er det kun hver tredje medarbejder i den private sektor, der er kvinde. Og samme tendens gør sig gældende, når vi kigger på kønsfordelingen i toppen af dansk erhvervsliv. Det er ikke kun i Danmark, at det halter med kvinder i den private sektor eller for bordenden hos de private virksomheder. Hvis udviklingen fortsætter i det nuværende tempo, vil vi tidligst have ligestilling i Vesteuropa om 54 år.
De næste generationer skal ikke gå glip af muligheder for vækst og udvikling, fordi vi ikke er gode nok til at bringe alle talenter i spil. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi hurtigst muligt retter den skæve kønsbalance. Til syvende og sidste er arbejdet for flere kvinder i den private sektor – og i ledelsen af virksomhederne – ikke kun et spørgsmål om at sikre virksomhedernes og samfundets konkurrencekraft, vi skal sikre os, at vi bringer alle talenter og stemmer i spil.
Danmark ville ikke være et lige så rigt, stærkt og moderne samfund, hvis det ikke var for kvinders indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne. Kvinderne blev mere økonomisk uafhængige i takt med, at deres erhvervsfrekvens steg. Kvinderne omdefinerede deres livsgrundlag og rolle i samfundet, og det har banet vejen for de efterfølgende generationer. Men vi er gået i stå - og tilmed blevet overhalet af vores nordiske naboer. I de danske direktionslokaler er det kun hver femte stol, der er besat af en kvinde.
Det er helt afgørende, at vi får flere kvinder i den private sektor. Store som små virksomheder er vores samfunds helt store vækstmotor. Ud over at de holder hjulene i økonomien i gang, så er det også virksomhederne, der skaber de nye og nødvendige løsninger på store samfundsudfordringer, som eksempelvis grøn omstilling og digitalisering.
Det er med andre ord virksomhederne, der, på basis af kundernes behov, anviser retningen for vores fremtidige udvikling. Hvis vi i dag skal kunne ruste os til at tackle fremtidens udfordringer, så kræver det, at vi også får flere kvindelige talenter i den private sektor.
I Danmark ser vi en stigende andel kvinder på de videregående uddannelser, og på universitetsniveau er der i dag flere kvinder end mænd. Men der er stadig stor forskel på, hvilke uddannelser kvinder og mænd vælger. Vi kan se, at kvinder i højere grad søger mod uddannelser inden for humaniora og sundhed, mens mænd søger mod de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser.
Det kønsskæve uddannelsessystem fører til et kønsskævt arbejdsmarked, hvor kvinder ofte ender med at arbejde i den offentlige sektor og mænd i den private. En del af løsningen er at få ændret vores opfattelser af, hvad kvinder og mænd kan. Vores opfattelser af køn og normer er stadig meget gammeldags og er med til at fastholde vores forventninger til kønnene. Kvinder er ligeså dygtige ingeniører som mænd.
Vi anerkender, at der findes underliggende strukturer i vores samfund, der i mange tilfælde skaber forhindringer for kvinder på det private arbejdsmarked. En af udfordringerne er såkaldt "unconscious bias", hvor chefen ansætter og forfremmer dem, der ligner dem selv. Altså mænd, der ansætter mænd, og kvinder, der ansætter kvinder.
Det kræver en kulturændring på ledelsesgangene, så chefer og direktører bliver opmærksomme på problemet. Det er flere og flere virksomheder opmærksomme på og arbejder derfor målrettet med måltal, talentprogrammer, biastræning, mentorordninger, netværkstilbud og shortlists med kvindelige kandidater ved rekruttering.
Vi må ikke have et samfund, hvor dygtige talenters muligheder for udvikling bremses på grund af køn. En velkendt barriere er den lange barsel, som koster kvinder lønhop og forfremmelser. Med overenskomstfornyelsen 2020 har arbejdsmarkedets parter sammen taget ansvar for at få en mere lige fordeling af forældreorloven med aftalen om otte ugers øremærket barsel til fædre med fuld løn.
Så kære kvinder, vi har brug for jer i erhvervslivet. I skaber ikke kun nødvendig værdi for virksomhederne, men også værdi for samfundet som helhed. Og kære mænd – husk at have øje for de kvindelige talenter. Lad os sammen være rollemodeller for de næste generationer og for mænd og kvinder i resten af verden. Vi har ikke 54 år til at løse vores samfundsudfordringer.
