Der kommer til at mangle op mod 22.000 it-folk i 2030. Det vil påvirke de danske virksomheders vækst de kommende år. Samtidig viser tal fra IT-branchen, at næsten 60 pct. har måttet opgive at besætte ledige it-stillinger og dermed sagt nej til opgaver, fordi de ikke har kunnet finde kandidater til jobbet.
De danske virksomheder står derfor fortsat overfor en kolossal udfordring med at kunne rekruttere folk, uanset om de er fra Danmark eller udlandet. Der er kort sagt rift om tech-talenterne, og der er mange konkurrenceparametre i spil.
For de unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet i disse dage, kommer med nogle helt nye krav end tidligere. Jeg var for nylig til et møde om netop dette, hvor flere Gen Z’er – altså personer født mellem 1995 og 2014 – fortalte om deres ønsker og krav til en arbejdsplads.
Det var en interessant snak og meget anderledes, end da jeg selv skulle ind på arbejdsmarkedet. De sagde bl.a., at det i 2023 ikke bare er nok med en høj løn.
Det handler ligeså meget – hvis ikke mere – om det fleksible arbejde. Og så vil de selv bestemme hvor og hvornår, de arbejder. De har høje forventninger til chefernes såvel faglige såvel som menneskelige egenskaber, og dertil er et generelt sundt arbejdsmiljø strøget direkte ind blandt de største prioriteringer.
“Den gode løn tilbydes efterhånden af alle virksomheder
Samtidig ser vi i øjeblikket en tendens i samfundet mod, at arbejdet ikke længere er ligeså vigtigt for folk som tidligere. Jeg faldt eksempelvis for nylig over en spørgeundersøgelse fra Ballisager og Voxmeter. Her blev det bl.a. konkluderet, at arbejdet betyder mindre for alle erhvervsaktive aldersgrupper, end det gjorde for blot fem år siden.
Og kigger man på respondenterne mellem 18-34 år, så fortæller knap 25 procent, at arbejdet ikke er så vigtigt for dem, som det har været.
Så hvor stiller det virksomhederne, og hvordan skal man tilgodese de nye krav fra den yngre generation uden at gå på kompromis med de klassiske dyder, som måske er vigtige for de ansatte, der har været i virksomheden i mange år?
Jeg tror først og fremmest, at Gen Z er optaget af et meningsfuldt arbejde og det at arbejde for en virksomhed med et formål – der tager samfundsansvar. Derudover skal man kunne give fleksible rammer for arbejdet. Mikromanagement af medarbejdernes arbejdstid er en saga blot.
I min optik er et af de væsentligste parametre for succes at have en stærk kultur og et sundt arbejdsmiljø, som de ansatte ikke vil væk fra, og som de ser et fællesskab i – såvel ung som gammel. Det kræver, at man har en ledelse, der investerer i at skabe rammerne for fællesskabet og giver medarbejderne oplevelser, som styrker relationerne på tværs af hele organisationen.
Slutteligt skal man turde sige højt, at arbejdet og privatlivet jo ikke er i konkurrence mod hinanden. Der er selvfølgelig stadig en forretning, der skal passes, og folk skal gøre sig umage, men i en tid, hvor det hele flyder sammen – og flere og flere får stress – så gælder det også om at sige fra. Lukke computeren i. Slukke telefonen. Og det er ok.
Den gode løn tilbydes efterhånden af alle virksomheder, så skal man fastholde og rekruttere de bedste talenter, skal man skabe en attraktiv arbejdsplads, der tager højde for medarbejdernes forskellige behov.