Hvis der er én ting, du ikke kan løbe fra, så er det, at du er dine forældres børn. Det betyder, at du er farvet af deres måde at gøre tingene på. Deres vaner er blevet dine, og deres værdier har formet, hvem du er. Det gælder os alle. Vi indretter os, som vi har lært, spiser op, hvis det var kutymen som barn, og vi har sikkert også en arbejdsmoral, der minder om mors ellers fars. Og det fungerer langt hen ad vejen.
Men der, hvor kæden hopper af, er, når man prøver at klemme nutidens moderne menneske ind i et arbejdsmæssigt setup, der ikke har forandret sig synderligt de seneste 50 år, og så tilsætter det følelsesmæssige virvar, der kan opstå, når generationerne før os forventer, at vi gør som dem og knokler, så det kan mærkes: Har du ikke arbejdet dig en pukkel eller en slidgigt til, har du nok feset den for meget af.
Mistrivsel er blevet et vilkår
Balanceøvelsen foregår hver dag. Hele tiden. Overalt. Det er en balancegang mellem at leve efter normerne, tilfredsstille andres behov og samtidig have sig selv og sit eget værd og sine egne standarder med i dét, man gør. Samtidig er det vidt forskelligt, hvordan virksomheder vælger at drive deres interne “forretning”, som det alt andet lige er. Og så er der fritidsversionen af dig, som helst skal ligne dén, du tager med på arbejde.
Vi er kræsne forbrugere i vores fritid, men vi har vænnet os til at mistrives i hverdagen, fordi vi har været nødt til at tilpasse os det arbejdsmiljø, som blev skabt efter krigen. Og mens vi ikke kan komme hurtigt nok ud over stepperne med at forny os og udvikle vores entourage af gadgets og personlige milepæle, så har alt for mange accepteret, at 37,5 af ugens timer bare skal overstås, så vi kan få Merlot i glasset og terminerne på den lidt for dyre adresse betalt.
Forældede mønstre
Alverdens virksomheder opererer stadig med en struktur, hvor chefen troner i glasburet, mens arbejderbierne stempler ind og finder deres plads om morgenen for så at stemple ud i friheden sidst på eftermiddagen. På papiret fint. I praksis ret kritisabelt for begge parter – og ikke mindst gammeldags, hvilket i dette tilfælde er skidt for udviklingen og det generelle velbefindende.
Gammeldags er dog ikke kun en dårlig ting. Vi skal bare langt nok tilbage. Til tiden før industrialiseringen, hvor det i høj grad handlede om ‘os’ frem for ‘jeg’. Dengang det var en fælles høst, der blev knoklet for og ikke individuelle præstationer og mål. Dengang vi var sammen om at skabe et godt og meningsfyldt liv, fordi det nyttede og forenede os som mennesker. Det er dét, vi skal tilbage til, for det gavner ikke kun individet, det gavner os alle.
Betragtningen bakkes op af psykolog Jacob Mosgaard, som påpeger, at måden samfundet blev strikket sammen på under industrialiseringen går imod menneskets natur: “Vi mistrives som ansigtsløse objekter. Vi har brug for medindflydelse, anerkendelse og meningsfuldhed for at være produktive og give værdi til virksomheden. Lige siden landbrugssamfundet blev grundlagt for nogle tusind år siden har arbejde været forbundet med hårdt slid og intet sjov. Vores protestantiske kultur har tilmed lært os, at arbejde er noget, man pisker sig igennem, så her kan vi godt lade os inspirere uden for vores egen kulturkreds, så vi får redefineret måden, vi tænker arbejde på”, siger Jacob Mosgaard.
Ifølge et nyligt studie, publiceret i Human Relations, observerede man, at de ansatte var mere effektive og skabte bedre resultater, jo mere de fik lov til at være sig selv og opføre sig, som når de havde fri. Jo mere tillid og frihed de fik, jo større gevinst var de for virksomheden.
Befri talenterne
I dag hører det ingen steder hjemme at låse talenterne fast til kontorstolen og gøre dem det klart, at“når du er hér, så bestemmer jeg. Det er mig, der betaler, så kend din (arbejds-)plads”. Chefer, som giver deres nøje udvalgte rekrutter fodlænke på og med stor skepsis overvåger og kontrollerer dem, er usikre og til dels uegnede som ledere, fordi de sænker virksomhedens – og dermed samfundets udvikling.
Det er forståeligt nok angstbetonet at sætte medarbejdere fri, men det grundlæggende i menneskets natur er, at jo strammere rammer jo større udbrydertrang.
Langt de fleste vil gerne engagere sig og yde en god indsats og de, der bare møder ind for at få tiden til at gå, kommer til at shuffle rundt alligevel, så brug energien på dem, der selv bidrager med god energi.
Vi kan lære en masse af fortiden. Fortiden har gjort os til dem, vi er. Vi må bare ikke glemme dem, vi er nu og dem, der skal tegne fremtiden. Fordi uden os selv som en vigtig del af ligningen, er fremtiden meningsløs. Så lad os skabe kontakt til os selv og give rum til at trives, så vi kan bidrage til en bedre fælles høst og et indholdsrigt liv – også i arbejdstiden.
Gammeldags er dog ikke kun en dårlig ting. Vi skal bare langt nok tilbage
Men der, hvor kæden hopper af, er, når man prøver at klemme nutidens moderne menneske ind i et arbejdsmæssigt setup, der ikke har forandret sig synderligt de seneste 50 år, og så tilsætter det følelsesmæssige virvar, der kan opstå, når generationerne før os forventer, at vi gør som dem og knokler, så det kan mærkes: Har du ikke arbejdet dig en pukkel eller en slidgigt til, har du nok feset den for meget af.
Mistrivsel er blevet et vilkår
Balanceøvelsen foregår hver dag. Hele tiden. Overalt. Det er en balancegang mellem at leve efter normerne, tilfredsstille andres behov og samtidig have sig selv og sit eget værd og sine egne standarder med i dét, man gør. Samtidig er det vidt forskelligt, hvordan virksomheder vælger at drive deres interne “forretning”, som det alt andet lige er. Og så er der fritidsversionen af dig, som helst skal ligne dén, du tager med på arbejde.
Vi er kræsne forbrugere i vores fritid, men vi har vænnet os til at mistrives i hverdagen, fordi vi har været nødt til at tilpasse os det arbejdsmiljø, som blev skabt efter krigen. Og mens vi ikke kan komme hurtigt nok ud over stepperne med at forny os og udvikle vores entourage af gadgets og personlige milepæle, så har alt for mange accepteret, at 37,5 af ugens timer bare skal overstås, så vi kan få Merlot i glasset og terminerne på den lidt for dyre adresse betalt.
Forældede mønstre
Alverdens virksomheder opererer stadig med en struktur, hvor chefen troner i glasburet, mens arbejderbierne stempler ind og finder deres plads om morgenen for så at stemple ud i friheden sidst på eftermiddagen. På papiret fint. I praksis ret kritisabelt for begge parter – og ikke mindst gammeldags, hvilket i dette tilfælde er skidt for udviklingen og det generelle velbefindende.
Gammeldags er dog ikke kun en dårlig ting. Vi skal bare langt nok tilbage. Til tiden før industrialiseringen, hvor det i høj grad handlede om ‘os’ frem for ‘jeg’. Dengang det var en fælles høst, der blev knoklet for og ikke individuelle præstationer og mål. Dengang vi var sammen om at skabe et godt og meningsfyldt liv, fordi det nyttede og forenede os som mennesker. Det er dét, vi skal tilbage til, for det gavner ikke kun individet, det gavner os alle.
Betragtningen bakkes op af psykolog Jacob Mosgaard, som påpeger, at måden samfundet blev strikket sammen på under industrialiseringen går imod menneskets natur: “Vi mistrives som ansigtsløse objekter. Vi har brug for medindflydelse, anerkendelse og meningsfuldhed for at være produktive og give værdi til virksomheden. Lige siden landbrugssamfundet blev grundlagt for nogle tusind år siden har arbejde været forbundet med hårdt slid og intet sjov. Vores protestantiske kultur har tilmed lært os, at arbejde er noget, man pisker sig igennem, så her kan vi godt lade os inspirere uden for vores egen kulturkreds, så vi får redefineret måden, vi tænker arbejde på”, siger Jacob Mosgaard.
Ifølge et nyligt studie, publiceret i Human Relations, observerede man, at de ansatte var mere effektive og skabte bedre resultater, jo mere de fik lov til at være sig selv og opføre sig, som når de havde fri. Jo mere tillid og frihed de fik, jo større gevinst var de for virksomheden.
Befri talenterne
I dag hører det ingen steder hjemme at låse talenterne fast til kontorstolen og gøre dem det klart, at“når du er hér, så bestemmer jeg. Det er mig, der betaler, så kend din (arbejds-)plads”. Chefer, som giver deres nøje udvalgte rekrutter fodlænke på og med stor skepsis overvåger og kontrollerer dem, er usikre og til dels uegnede som ledere, fordi de sænker virksomhedens – og dermed samfundets udvikling.
Det er forståeligt nok angstbetonet at sætte medarbejdere fri, men det grundlæggende i menneskets natur er, at jo strammere rammer jo større udbrydertrang.
Langt de fleste vil gerne engagere sig og yde en god indsats og de, der bare møder ind for at få tiden til at gå, kommer til at shuffle rundt alligevel, så brug energien på dem, der selv bidrager med god energi.
Vi kan lære en masse af fortiden. Fortiden har gjort os til dem, vi er. Vi må bare ikke glemme dem, vi er nu og dem, der skal tegne fremtiden. Fordi uden os selv som en vigtig del af ligningen, er fremtiden meningsløs. Så lad os skabe kontakt til os selv og give rum til at trives, så vi kan bidrage til en bedre fælles høst og et indholdsrigt liv – også i arbejdstiden.
