Sommeren plejer at være en tid fyldt med håbefulde unge, der med studenterhuen i hånden glæder sig næsten ubetinget til fremtiden. Men rejserestriktioner, dårlige jobudsigter og større kamp om studiepladserne har givet skår i glæden hos mange unge, der står over for en noget anden virkelighed, end de havde forestillet sig ved årets start.
Nogle unge havde allerede planlagt at hive et år ud af kalenderen efter sommerferien og tage en velfortjent sabbatår. Andre havde bestilt rundrejsen i Asien eller besluttet at arbejde ufaglært et år eller to for at spare op til årene på SU.
For rigtig manges vedkommende er planerne ændrede eller annullerede som følge af coronakrisens hærgen. I stedet har næsten 70.000 ansøgere i år fået tilbudt en plads på en videregående uddannelse, og dermed sætter optagelsen rekord i år med 3.086 flere optagne end det hidtidige rekordår 2016. At så mange unge har omstillet sig og valgt uddannelsesvejen er naturligvis glædeligt, men de pludselige ændringer giver anledning til bekymring – af to årsager.
“Jeg forstår udmærket, at det som ung er usexet at tale om det at forsikre sit nye liv
For det første risikerer vi, ifølge eksperter, at flere unge vil få afslag på studiepladsen, og måske heller ikke kan komme i job. For det andet vil de mange unge, der flytter hjemmefra måske ikke være helt så klar og forberedt på tilværelsen uden mors og fars råd og økonomisk støtte, som de kunne have været, hvis de havde gennemført dannelsesrejsen eller arbejdet ufaglært et år eller to.
Som forældre og som samfund har vi et ansvar for at hjælpe de unge i denne ekstraordinære situation, så de får en god og tryg start på voksenlivet uden mor og far. Mere end 30.000 unge ender hvert år med at flytte tilbage til deres forældre, og antallet af såkaldte boomerangbørn er steget med 12 pct. de seneste ni år. Coronakrisen kan meget vel få det tal til at stige yderligere.
Ofte skyldes de unges tilbagevenden til forældrenes kødgryder økonomiske årsager. Derfor skal vi blive bedre til at forklare, hvad “hvis uheldet er ude” betyder og sørge for, at de unge har et sikkerhedsnet spændt ud. En af hjørnestenene for en god økonomi er forsikring, som ofte glemmes eller spares væk, når de unge flytter hjemmefra. Det er en meget uheldig tendens, som i værste fald kan trække dybe økonomiske spor, hvis uheldet er ude.
Får man stjålet sin cykel eller taber man f.eks. sin telefon, så den går i stykker, er det forholdsvis store udskrivninger, hvis man f.eks. er på SU. Bliver man involveret i en personulykke ved f.eks. at påkøre en anden på cykelstien, så står man med erstatningsansvaret, hvis personen får varige mén. Når man har en indboforsikring, indeholder den en ansvarsforsikring, for netop den type ulykker – det er mange ikke klar over, når de fravælger forsikringen.
I dag har ca. 30 pct. af alle unge under 25 år ingen indboforsikring, og det kan stille de unge i en kedelig situation, hvis uheldet er ude. Mange unge er simpelthen ikke klar over, hvad der økonomisk er på spil. Jeg forstår udmærket, at det som ung er usexet at tale om det at forsikre sit nye liv. Mange unge tror, de sparer penge ved at spare forsikringen væk, men i stedet ender de med at være sårbare og risikerer at gældsætte sig.
Det at flytte hjemmefra må ikke blive en byrde gennem et helt voksent liv. Hvis vi klæder de unge godt på, så kan vi både som forældre og som samfund beroligende sige til de unge, at det hele skal nok gå – på trods af den verdensomspændende krise. Samtidig kan vi stoppe den kedelige tendens, hvor stadigt flere bliver såkaldte boomerangbørn, der returnerer hjem til mor og far af økonomiske årsager. Det er selvsagt ikke den sjoveste oplevelse.
