Alle virksomheder, uanset om de er offentlige eller private, er sat i verden for at skabe værdi for mennesker: kunder, brugere, borgere. For at gøre dette både værdifuldt og effektivt må man forstå, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Forstå det komplicerede miks af kontekst, identitet, kultur og sprog. Her kan humanioras teorier og metoder hjælpe os til at forstå, hvordan vi som mennesker oplever og handler i verden.Et konkret eksempel på dette er udviklingen af en ny app for lommepenge, som vi lavede for Danske Bank. I stedet for at spørge de potentielle brugere, hvad en sådan app skulle indeholde, gik vi et skridt tilbage og stillede et mere humanistisk spørgsmål: Hvad er fænomenet lommepenge i et kontantløst samfund? Vi tog på besøg hos familier og talte med dem om penge, opdragelse og lommepenges betydning. Det gav en dyb baggrundsviden og forståelse for de oplevede problemer, app'en skulle løse.